Norsk målvogter klar til to sæsoner i Team Esbjerg
09/05 - 2018
Team Esbjerg har indgået en toårig aftale med den norske målvogter, Rikke Marie Granlund, der med virkning fra 1. juli skifter fra Oppsal IF i Eliteserien. Hun afløser landsmanden Ine Stangvik, der har ønsket at blive frigjort fra sin kontrakt for at få mere spilletid et andet sted.
28-årige Rikke Marie Granlund fik sin håndboldopdragelse i den velkendte Oslo-klub, Bækkelagets SK, og spillede derefter fire sæsoner i Nordstrand IF, heraf tre sæsoner i Eliteserien, indtil klubben gik konkurs i 2016. Samme skæbne ramte hendes næste klub, Halden HK. I 2017 skiftede hun til Oppsal, der i denne sæson nåede kvartfinalen i slutspillet og blev slået ud af Vipers Kristiansand.
Team Esbjerg har i forvejen Vilde Ingstad med en fortid i både Nordstrand og Oppsal, Ine Stangvik har spillet i Nordstrand, og en anden ny norsk spiller i klubben, Kristine Breistøl, spillede i Bækkelaget. Rikke Marie Granlund har spillet sammen med de tre spillere.
– Det er betryggende for mig, at der er spillere, jeg kender, når jeg kommer til et andet land. Jeg har spillet mange sæsoner i den norske Eliteserie og er klar til at tage skridtet videre til en dansk klub med ambitioner. Den danske liga er mere jævnbyrdig og med flere spændende kampe end den norske, og den udfordring glæder jeg mig til. Jeg kender også Sandra Toft fra Larvik og ved, at det bliver hårdt at få spilletid, men konkurrencen er vigtig for at udvikle sig, siger Rikke Marie Granlund, der betegner sig selv som en anderledes målvogter.
Hun har ved siden af håndboldspillet taget en uddannelse på bachelorniveau og arbejder på folkeregistret i Oslo. Nu glæder singlepigen sig til at være håndboldspiller på fuld tid.
Cheftræner Jesper Jensen er meget tilfreds med, at det er lykkedes at hente en spiller, der er villig til at indgå i en målvogterduo med Danmarks bedste på posten, Sandra Toft.
– Rikke Marie Granlund vil hos os få en anden rolle en i Oppsal, hvor hun i denne sæson har haft en meget stor andel i, at klubben har klaret sig så godt. Som målmandstype er hun uortodoks og står meget på fornemmelse, hvad man ofte ser med målvogtere, der ikke er så høje. Det vil kræve en tilvænningsperiode med de mange skytter, hun ikke kender, men det hele afgøres jo først i april-maj, så det er der tid til. Vi tror på, at Rikke er en keeper, der kan gøre en forskel i nogle af de 40-45 kampe, vi forventer at spille nationalt og i Europa i den nye sæson, siger Jesper Jensen.
Blandt 172 cm høje Rikke Marie Granlunds meritter er, at hun i 2017 var med til at vinde EM-guld for Norge i beachhåndbold, så hun begår sig på flere underlag.