Intelligent norsk fløjspiller forlænger med Team Esbjerg

08/11 - 2019

Den norske landsholdsfløj, Marit Røsberg Jacobsen, fortsætter i yderligere to sæsoner i Team Esbjerg. Hun har forlænget sin aftale med klubben, så den nu udløber 30. juni 2022.

– Jeg har det rigtig fint i Esbjerg, og der var ikke så mange spørgsmål, om jeg skulle fortsætte. Vi har et fantastisk sammenhold på holdet, jeg er fornøjet med Jesper Jensen som træner, og klubben bliver drevet professionelt og med en målsætning om at vinde titler og spille Champions League, som passer med min egen. Når man spiller for en af de største klubber i Danmark, kan man ikke klage, heller ikke over spilletiden, siger 25-årige Marit Røsberg Jacobsen, der skiftede fra Byåsen HE i Eliteserien.

Hun opnåede i sin første sæson i Team Esbjerg at være med til at vinde det andet mesterskab i klubbens historie, blive udtaget til All Star-holdet i HTH Ligaen og at nå finalen i EHF Cup. Ved siden af har Marit Røsberg Jacobsen konsolideret pladsen på et af verdens bedste landshold og har spillet 50 landskampe og scoret 93 mål for Norge.

Cheftræner Jesper Jensen betegner Marit Røsberg Jacobsen som den bedste højre fløj i HTH Ligaen og en af de spillere, der personificerer strategien om individuelt at overmatche modstanderne på flere pladser.

– Marit er en allroundspiller og er som tidligere bagspiller meget spilintelligent, hvilket giver mange muligheder. Forsvarsmæssigt har hun i tiden i Team Esbjerg udviklet sig til internationalt niveau, og sammen med Line Jørgensen dominerer hun højresiden på vores hold i defensiven. Vi kender hendes kvaliteter i kontrafasen, og hendes afslutninger er forbedret væsentligt. På det norske landshold er hun gået fra perifer til fast landsholdsspiller. Det er fedt at arbejde med en spiller, der er så motiveret for at blive dygtigere, siger Jesper Jensen.

Han griber sig selv i at bruge nogle af de samme superlativer om Marit Røsberg Jacobsen som person, som er gældende for flere af de øvrige spillere.

– Hun er et af de fantastiske mennesker, vi har i vores trup, og Marit bidrager på sin egen stille facon. Hun er en glad og troværdig pige, som medspillerne finder støtte i, siger Jesper Jensen.

Medvirkende til en beslutning om ikke at følge op på interessen fra flere europæiske klubber var, at kæresten Fredrik er faldet godt til i Esbjerg og er ansat hos Viking Life-Saving Equipment. Ved siden af håndbold på eliteplan læser Marit en bachelor i bevegelsesvidenskap (idræt) på Norge teknisk-naturvidenskabelige universitet, NTNU, i Trondheim og forventer at være færdig i sommeren 2020.