Team Esbjerg-talent vil gerne rykke op med SønderjyskE
26/01 - 2021
18-årige Stella Muir skifter fra Team Esbjerg til SønderjyskE Kvinder, der aktuelt befinder sig i et tæt felt lige under toppen i 1. Division. Playmakeren fra landsbyen Troldhede i Vestjylland kom til Team Esbjerg HK i 2018 efter et efterskoleophold og blev samme efterår udtaget til DHF’s fællestræning sammen med to holdkammerater. Nu indgår hun i bruttotruppen til U19/20-landsholdet.
– Stella har udviklet sig i Team Esbjerg HK og har det seneste år nærmest fast deltaget i træningen med ligatruppen. Men hun vil mere, og SønderjyskE har taget fat i hende, så hun kan hjælpe klubben i bestræbelserne på at rykke op i Bambusa Kvindeligaen. Jeg synes, det er superflot, at en U19-spiller på den måde har gjort sig fortjent til at få en ny udfordring som håndboldspiller, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Han medgiver, at springet fra ungdomsspiller til at indgå på et hold med ambitioner om at præge toppen af europæisk kvindehåndbold er enormt, og at de færreste klarer det uden at inddele det i etaper.
Muligheden i SønderjyskE opstod, da holdets playmaker, Rebecca Sønderskov, blev skadet, og sønderjyderne manglede en kvalificeret afløser. Stella Muir deltog i sin første træning for en uge siden.
– Jeg har på ingen måde været ked af at være i Team Esbjerg, men der er verdensstjerner på alle pladser, og jeg har behov for mere spilletid for at udvikle mig. Det bliver megaspændende at være med til at forsøge at rykke op med SønderjyskE, og jeg kommer med fart, overblik og fight. Jeg er vant til, det hele er meget fysisk, og at der skal træffes hurtige beslutninger på banen, fordi det hele går så stærkt, siger Stella Muir.
Med Team Esbjerg nåede hun at blive indskiftet som fløj i en Champions League-kamp og at få spilletid mod modstandere i den danske liga, som ikke kunne presse holdet maksimalt. Jesper Jensen fremhæver hende for vilje, duelstyrke og en fin spilforståelse.
Stella går i 3g og bliver STX-student fra Rybners i Esbjerg til sommer, hvorefter hun vil tage et sabbatår og give håndbolden en større chance. Hun har efternavnet fra sin skotske far, Robert Muir, der har boet i Danmark, siden han var ung.