Team Esbjergnyheder

De to vindere af første slutspilsrunde i halv finale

Team Esbjerg præsterede på højt niveau og vandt en nærmest livsvigtig sejr over Nykøbing F. Håndbold i slutspillets første spillerunde, og grundspillets vindere fra København Håndbold vandt mere planmæssigt i Randers. Lørdag eftermiddag mødes de to vindere på opvisningsbanen i Frederiksberg Hallerne i, hvad Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen betegner som en halv finale.

- Vi er både fulde af respekt og fortrøstningsfulde. Statistikken mod København er god, i vores kamp på udebane mod dem smed vi det hele væk i første halvleg, siden har vi været oven på i fem halvlege, og det er modstanderne, der skal opfinde noget. Det er et supergodt hold med et stærkt fundament, men vi ved, at vi har en chance for at slå dem, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg tabte det seneste opgør i København med 23-24 i november, men vandt siden finalen i Santander Cup med 31-20 og ligakampen i februar med 27-23. I de kampe lykkedes det at inddæmme playmaker Mia Rejs store indflydelse på det københavnske spil, men det er hver gang en kraftanstrengelse.

Team Esbjergs fundament bliver endnu en gang den stærke defensiv og at få spillet kampen på egne præmisser, i stedet for at Københavns kontraspil får lov at dominere.

- København har vist stabil kvalitet over hele sæsonen, og det bliver op til os at spille op med dem, hvis de ikke skal fortsætte med dieselmotoren. Vi har værktøjerne og spillerne til at slå dem på udebane, om vi kan ramme dagen og præstere som onsdag mod Nykøbing er spændende, siger Jesper Jensen.

København Håndbold fører puljen med fire point, Team Esbjerg har to på andenpladsen, og derfor er præmisserne klare: Bliver det hjemmesejr, vil sølvvinderne stå stærkt i forhold til puljesejren. Bliver det udesejr, vil kampen om førstepladsen i slutspillet være åbnet. Deraf den halve finale.

Team Esbjerg er fortsat uden de skadede Estavana Polman og Maria Mose Vestergaard.

 

Team Esbjergs trup til kampen i slutspillet i HTH GO Ligaen mod København Håndbold lørdag den 31. marts kl. 16.10 i Frederiksberg Hallerne:

Målmænd: Sandra Toft og Ine Stangvik

Venstre fløj: Sanna Solberg og Mette Knudsen

Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Anne Brinch-Nielsen

Streg: Vilde Ingstad og Mette Gravholt

Bagspillere: Lara González, Ida Bjørndalen Karlsson, Kristina Liscevic, Sofie Blichert-Toft og Lene Østergaard.

Kiva Grafisk