Team Esbjergnyheder

Klik på foto for større version

Forsvarsspil af høj klasse gjorde det af med Randers

Næsten 1.900 tilskuere stred sig igennem regn og blæst til Blue Water Dokken denne onsdag aften, og de blev belønnet med sæsonens første hjemmesejr efter en Team Esbjerg-indsats, der på ny ikke var fejlfri, men især i en stærk anden halvleg udstrålede vilje og fight. Det rakte til en ret sikker sejr på 23-18 over Randers HK.

- Vi vinder denne kamp på et fantastisk godt forsvar. Det var Mette Melgaard, der inden træningen i forgårs sagde: Skal vi ikke gå op og tage initiativet? Det gjorde vi. Vi havde næppe holdt Randers nede på 18 mål med et 6-0-forsvar, sagde en tilfreds cheftræner, Jesper Jensen, der fra starten sendte Sanna Solberg frem som bølgebryder.

Ikke meget tydede i første halvleg på, at Randers ville blive blæst bagover. Team Esbjerg førte ganske vist i kampens begyndelse med et par mål, men de blåblusede hang godt på og bragte sig foran 11-9 mod halvlegens slutning. På det tidspunkt varslede hjemmeholdet med et mere aggressivt forsvar, hvad der ventede gæsterne efter pausen, og halvlegen blev effektfuldt rundet af med en fin Kviesgaard-kontra til 11-11.

Størst problemer voldte veteranen på Randers' højre fløj, Gitte Andersen, der havde overhånden mod Sandra Toft i Team Esbjerg-målet. Det var derimod bemærkelsesværdigt, at venstrehåndsskytten Camilla Dalby ikke scorede før pausen.

Det rådede Dalby bod på i de første fem minutter af anden halvleg med to mål, men derefter var der lukket, både af Sandra Toft i målet og af et forsvar, hvor også Maria Mose Vestergaard på forbilledlig vis tog kampen op med spillere i højere vægtklasser.

Tre gange pillede Sandra Toft afslutninger fra Camilla Dalby, og hun havde overblik til også selv at score med en lang trillebold. Team Esbjerg opbyggede på flotte mål af Lara González føringer på 17-13 og 20-15 og havde mod slutningen ikke problemer med at spille en sejr hjem mod et efterhånden desillusioneret Randers-hold. Team Esbjerg har i gennemsnit holdt modstandernes scoringer nede på 21 mål i de tre første ligakampe. Det snit er der point i.

Ida Bjørndalen Karlsson gjorde sig negativt bemærket sig ved at tabe et straffekast ud af hånden før pausen, men overbeviste på anden vis, blandt andet med et imponerende tilbageløb, der hindrede et kontramål mod kampens slutning.

- Jeg føler mig i rigtig god form, men jeg er jo også den eneste på pladsen. Vi spillede en rigtig god forsvarskamp, også i første halvleg, men før pausen brændte vi for mange chancer, og Randers fik fire kontramål. I anden halvleg fik vi flyttet bolden hurtigere rundt og kom til flere store chancer og scoringer, sagde kampens topscorer, Ida Bjørndalen Karlsson.  

Estavana Polman viste stigende formkurve, og Kristina Liscevic funklede i glimt. Men de bliver meget bedre i takt med, at den unge sæson skrider frem.

- Også angrebsmæssigt var der gode elementer, og spillere som Lara, "Kiki" Estavana og Ida byder ind med forskellige ting, sagde Jesper Jensen.

Næste opgave ligner et tidligt topopgør i HTH GO Ligaen, når TTH Holstebro gæster Blue Water Dokken torsdag den 21. september med tre sejre i bagagen. Du kan købe billetter på www.teamesbjerg.dk.

Kampen i tal:

Team Esbjerg - Randers HK 23-18 (11-11)

Målscorere Team Esbjerg: Ida Bjørndalen 5, Estavana Polman 3, Maria Mose Vestergaard 3, Lara González 3, Ulrika Toft Hansen 2, Anne Brinch-Nielsen 2, Kristina Liscevic 2, Vilde Ingstad 1, Maibritt Kviesgaard 1 og Sandra Toft 1.

Topscorer Randers: Gitte Andersen 4

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Randers: 1

1.871 tilskuere i Blue Water Dokken

Kiva Grafisk