Team Esbjergnyheder

Funktion som sportschef ophører – Thomas Hylle i ny rolle

Team Esbjerg nedlægger ved sæsonens slutning funktionen som sportschef og fordeler de arbejdsopgaver, Thomas Hylle hidtil har haft i klubben, på flere medarbejdere i administrationen og den sportslige sektor samt i bestyrelsen.

Beslutningen er truffet i åben dialog med Thomas Hylle, der har passet jobbet i klubben sideløbende med sin fuldtidsstilling som aktivitetschef i Lalandia Billund. Han bevarer tilknytningen til Team Esbjerg, da han indtræder i et nyt advisory board med fokus på den professionelle håndboldforretning.

- Thomas har udført et kæmpearbejde i de syv år som sportschef, og han har været med til at udstikke den retning for klubben, som har været succesfuld i flere år. Vi vil bruge den kommende sæson uden europæisk håndbold til at vurdere, hvordan den fremtidige struktur i den sportslige ledelse skal være. Foreløbig glæder vi os over, at Thomas Hylle har sagt ja til at indtræde i vores advisory board, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.

Thomas Hylle indledte karrieren som træner i tophåndbold i Team Esbjerg fulgt af tre sæsoner i Horsens HK. Derefter indledte han fem år i FCK Håndbold, først som træner i tre sæsoner og dernæst som direktør i to år i den kendte erhvervsmand, Flemming Østergaards, håndboldsatsning.

- Jeg har været superglad for at være i Team Esbjerg i syv år i denne omgang, fra de første år, da vi for alvor måtte spare på lønbudgettet, til finaledeltagelsen i Dameligaen i den femte og sjette sæson med sølv og guld og efterfølgende Champions League-kampe. Det har været en suveræn oplevelse. Men jeg har en stilling i Lalandia Billund, som jeg er meget glad for, og som ikke vil kræve mig mindre i fremtiden. På den baggrund glæder det mig, at jeg får mulighed for at bruge min erfaring fra de mange år i elitehåndbold til gavn for Team Esbjerg i et nyt advisory board, siger Thomas Hylle.

Kiva Grafisk