Team Esbjergnyheder

Lara González topscorer i ubesværet udesejr

Team Esbjerg havde ikke svært ved at leve op til den velvoksne favoritværdighed mod oprykkerne fra Ajax København og kom på pointtavlen i HTH GO Ligaen med en sejr på 26-19 i sæsonens første udekamp.

I forhold til premieren begyndte Ine Stangvik i målet, og hun kunne følge sine holdkammerater skabe afstand første gang med en føring på 8-4. Det skete i minutterne, efter at kampen kortvarigt var afbrudt på grund af problemer med halbelysningen i Bavnehøj Arena. Hjemmeholdet, der havde den unge back, Isabella F. Jacobsen, som den dominerende spiller, så dog lyset og formåede at gå til pausen bagud med beskedne 9-12.

Sandra Toft, der havde afløst Ine Stangvik i slutningen af første halvleg, bidrog med flere redninger til, at Team Esbjerg hurtigt kunne bringe sig betryggende foran med 18-10 i minutterne efter pausen, og trods tre Ajax-mål i træk til 13-18 nåede holdet ikke tættere på end fem mål. Især Lara González, der angrebsmæssigt spillede sin hidtil bedste kamp for klubben, og Kristina "Kiki" Liscevic prægede målscoringen med hver fire mål i anden halvleg, og ligeledes Ulrika Toft Hansen var træfsikker.

- Lara spillede en rigtig fin kamp og viste noget af det spil, hun har præsteret i træningskampe, sagde cheftræner Jesper Jensen, der ligeledes roste Maria Mose Vestergaard for en fin indsats.  

Anne Brinch-Nielsen scorede sine første ligamål for Team Esbjerg med et mål i hver halvleg, og den anden helt unge spiller, Lene Østergaard, gjorde sig bemærket med en af kampens bedste detaljer, da hun liggende lykkedes med at spille Ulrika Toft Hansen fri til scoringen til 23-16. Hun viste senere, at hun også kan tage fat defensivt og blev udvist. Estavana Polman fik ca. et kvarters spilletid og skal fortsat bruge tid til at finde tilbage til sit tidligere niveau.

- Jeg er tilfreds med sejren og måden, vi vandt på. Der var en god indstilling, og alle arbejdede hårdt. Der var stadig fejl og dårlige personlige valg, som vi gerne vil have luget ud, men som er almindelige så tidligt i sæsonen. Nu arbejder vi frem mod hjemmekampen mod Randers HK onsdag aften, og her bliver det spændende at se, om vi kan løfte os et niveau, sagde Jesper Jensen.

Du kan købe billetter til kampen i HTH GO Ligaen mellem Team Esbjerg og Randers HK onsdag den 13. september kl. 18.30 i Blue Water Dokken på www.teamesbjerg.dk.

Kampen i tal:

Ajax København - Team Esbjerg 19-26 (9-12)

Målscorere Team Esbjerg: Lara González 6, Ulrika Toft Hansen 5, Kristina Liscevic 5, Ida Bjørndalen Karlsson 5, Anne Brinch-Nielsen 2, Maria Mose Vestergaard 2 og Vilde Ingstad 1.

Topscorer Ajax: Isabella F. Jacobsen 6

Udvisninger:

Ajax: 5

Team Esbjerg: 5

477 tilskuere i Bavnehøj Arena

Kiva Grafisk