Team Esbjergnyheder

Lokal pige har fået langt større rolle end ventet

Hun blev inden denne sæson rykket op som en af flere lovende unge spillere, så ligatruppen havde nogle at træne med, men Lene Østergaard har gjort det så godt, at hun nu har indgået en toårig kontrakt med Team Esbjerg gældende til 30. juni 2020.

- Lene har udviklet sig eksplosivt i denne sæson, og vi tror på, at hun kan blive Team Esbjerg-spiller i de næste mange år. Vi vidste, at hun havde et fysisk potentiale, men det var ikke hensigten, at hun skulle være en del af kamptruppen på kort sigt. Hun har stort potentiale i forsvaret, hvor hun kan dække de fire midterste pladser, og foruden alle pladser i bagkæden kan hun også afløse på stregen i angrebet – altså en rigtig allroundspiller. I de næste to år skal hun bygge yderligere på med kvalitet og rutine sit spil, så hun i fremtiden bliver en større del af ligaholdet, siger cheftræner Jesper Jensen.

Den plan er hovedpersonen selv med på. Hun går i 3g på STX-uddannelsen på Rybners, og når hun afslutter gymnasiet til sommer, vil hun taget sabbatår, hvor håndbold bliver det primære fokus.

- Jeg er indstillet på at gå hele vejen og udvikle mig så meget som muligt i de næste to sæsoner, så jeg forhåbentlig kan blive brugt mere og mere i kampene. Jeg har lært vildt meget af at være i et miljø med så gode spillere og dygtige trænere. Alle er villige til at lære fra sig, og jeg føler mig tryg, siger Lene Østergaard, 19 år.

Hun har fået sin første håndboldopdragelse i Ølgod IF og holdsamarbejdet CØ-05, hvorefter hun spillede i Tarm-Foersum GF inden et ophold på Idrætsefterskolen i Ikast, ISI. Som andetårs U18-spiller kom hun til Team Esbjerg.

- På den vis er Lene også en god historie om en spiller, der kommer fra vores egen ungdomsafdeling. Vi vil gerne finde vores egne talenter og udvikle dem, så vi både har landsholdsspillere udefra og piger fra Esbjerg og omegnen på holdet, siger Jesper Jensen.

Kiva Grafisk