Team Esbjergnyheder

Masser af individuel træning – og en træningskamp

14 dages kamppause i HTH GO Ligaen er ensbetydende med, at en stribe spillere er af sted på landsholdsopgaver, og de øvrige kan træne detaljer i spillet, som den daglige træning normalt ikke åbner mulighed for.

Sådan har dagligdagen i Team Esbjerg været i de seneste dage. Spillerne havde fri i weekenden efter den seneste kamp mod TTH Holstebro, og da de mødte mandag, stod den på masser af individuel træning for de spillere, der ikke er af sted til EM-kvalifikationskampe for deres landshold.

- Det er faktisk en rigtig sjov uge, hvor man kan flytte spillerne på det individuelle plan, og de byder også selv ind med, hvad de har brug for at træne. Deres behov er meget forskellige, fra defensive til offensive pligter, og de unge spillere i truppen fokuserer meget på afslutninger med fløjspilleres afsæt, skudvinkler og andre nørdede detaljer, siger cheftræner Jesper Jensen.

De 14 dages kamppause blev brudt op af en træningskamp mod Fredericia HK 1990 onsdag aften. Spilletiden blev fordelt, så alle markspillere med undtagelse af Ida Bjørndalen Karlsson spillede omkring halvdelen af kampen i 27-17-sejren mod 1. divisionsholdet. Bjørndalen har lidt akillesseneproblemer og nøjedes med ca. 20 minutter på banen.

- Det er fedt at se, at vi har et spilkoncept, som alle stoler på, og som de unge spillere bare glider ind i. Selv når vi næsten udelukkende havde de unge på banen, spillede vi som minimum lige op med Fredericia. Det bekræftede, hvad vi også på forhånd var klar over, at vi ikke behøver at være nervøse for at sætte dem ind i kampe i ligaen. Selvfølgelig er det en fordel, at vi havde ”Kiki” på banen til at binde det hele sammen, siger Jesper Jensen med adresse til den serbiske playmaker, Kristina Liscevic.

Efter træningskampen mod Fredericia så Jesper Jensen anden halvleg af Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Slovenien, hvor Sandra Toft med en dobbeltredning på et straffekast og endnu en redning på et syvmeterforsøg umiddelbart efter bidrog stærkt til en hurtig dansk føring. Team Esbjerg-målvogteren holdt højt niveau hele kampen.

Ud over Sandra Toft er Sanna Solberg og Vilde Ingstad med det norske landshold, Ulrika Toft Hansen med det svenske, Lara González med det spanske, og Estavana Polman har fået comeback på det hollandske landshold efter sin barsel.

De øvrige øver sig frem mod den næste ligakamp, Silkeborg-Voel KFUM på udebane torsdag den 5. oktober.

- Landsholdsspillerne begynder at komme tilbage søndag, har fri mandag, og tirsdag og onsdag forbereder vi os på at tage til Silkeborg og forhåbentlig hente to point, siger Jesper Jensen.

Kiva Grafisk