Team Esbjergnyheder

Ny islandsk bagspiller venter sit første barn

En af Team Esbjergs nye spillere, Rut Jónsdóttir, er gravid og skal føde sit første barn i slutningen af februar.

Den islandske landsholdsspiller var i den kommende sæson udset til at spille en vigtig rolle i bagkæden, men er med den forestående, lykkelige familiebegivenhed sat ud af spillet.

- Vi glæder os naturligvis på Ruts vegne, men som klub og som hold er vi naturligvis ærgerlige. Det var på ingen måde en del af planen. Vi går dog ikke i panik, og nu vil vi analysere vores eventuelle behov, siger cheftræner Jesper Jensen.

Heller ikke for Rut og kæresten, den islandske håndboldspiller, Olafur Gustafsson, var det planen at blive forældre lige foreløbig. Han spiller på Island.

- Man kan ikke altid styre, hvad der sker, og det har været lidt af et chok, vi skulle vænne os til. Men nu glæder vi os, siger Rut Jónsdóttir.

Den 27-årige venstrehåndsspiller er kommet til Team Esbjerg efter en enkelt sæson i FC Midtjylland. Forinden spillede hun to sæsoner i Randers HK samt seks sæsoner sammen med blandt andre Sandra Toft i Team Tvis Holstebro. Nu er ambitionerne om selv at bidrage til at føre den nye klub tilbage i toppen af dansk kvindehåndbold sat på pause.

- Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke kan bidrage og spille i den nye sæson. Det havde jeg glædet mig meget til. Jeg håber at vende stærkere tilbage efter min fødsel og barsel, siger Rut Jónsdóttir.

Kiva Grafisk