Team Esbjergnyheder

Undgå kontrakniven og kom tættere på semifinaleplads

Team Esbjergs første kamp i slutspillet i HTH GO Ligaen er ikke altafgørende for holdets videre muligheder, men den er vigtig. Nykøbing F. Håndbold kommer til Esbjerg med et point i bagagen, og foran ligger København Håndbold med to point på kontoen inden slutspillet. Et nederlag vil øge afstanden til mindst et af holdene på semifinalepladserne, en sejr vil bringe Team Esbjerg foran en af de øvrige bejlere.

Mette Gravholt blev dansk mester med Nykøbing for mindre end et år siden, og hun advarede allerede inden det seneste turneringsopgør for en lille måned siden om sit tidligere holds kontrakvaliteter og løbestyrke. Antallet af tekniske fejl skulle reduceres til et minimum.

- Vi skal gøre det samme igen – bare lidt bedre. Vi spillede fint i det meste af kampen i Nykøbing, men havde så en periode, hvor alt gik galt. Vi skal lave så få fejl i angrebet som muligt, og hvis de opstår, skal de være, så vi kan nå at løbe hjem på dem. Spiller for spiller har vi et bedre hold, men man kan mærke, at de har bagspillere, der har spillet sammen i to sæsoner og kender hinanden. Og så har de et godt, aggressivt forsvar, der er svært at spille overfor, siger Mette Gravholt.

Hun anser onsdagens kamp i Esbjerg for den første af to kvartfinaler mod et hold, hun og holdkammeraterne skal passere for at kunne gøre sig semifinaledrømme.

Cheftræner Jesper Jensen er enig i Mette Gravholts analyse af kampens betydning, og hvad der taktisk er i spil.

- Hvis NFH taber, er holdet ikke så presset, som hvis vi taber. Gør vi det, er der virkelig jagtsæson, også selv om der fortsat vil være 10 point at spille om. Mærkeligt nok har jeg en positiv fornemmelse efter den seneste kamp. Kan vi lade være med at lave 10 graverende fejl, hvor de bare kan smide bolden i et tomt mål, vil meget være nået. Det gælder 100 procent om at få stoppet deres kontraangreb, for det andet skal nok lykkes for os, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg har tabt begge ligaopgør til Nykøbing F. Håndbold med henholdsvis to og tre mål, mens kvartfinalen i Santander Cup blev vundet med 27-22. Det indikerer en lige kamp med masser af spænding overværet af mange tilskuere i Blue Water Dokken.

Maria Mose Vestergaard er ude med sin knæskade og afløses i truppen af Mette Knudsen. Estavana Polman er fortsat tvivlsom til kampen.

 

Team Esbjergs trup til kampen i slutspillet i HTH GO Ligaen mod Nykøbing F. Håndbold onsdag den 28. marts kl. 18.00 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Ine Stangvik

Venstre fløj: Sanna Solberg og Mette Knudsen

Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Anne Brinch-Nielsen

Streg: Vilde Ingstad og Mette Gravholt

Bagspillere: Lara González, Ida Bjørndalen Karlsson, Kristina Liscevic, Sofie Blichert-Toft og Lene Østergaard.

Kiva Grafisk