Team Esbjergnyheder

Ung Ringkøbing-spiller kompletterer Team Esbjergs trup

Team Esbjerg har indgået en etårig aftale med Sofie Blichert-Toft, der de seneste fire sæsoner har spillet i Ringkøbing Håndbold og nu har lyst til at videreudvikle håndboldtalentet i en større klub.

- Jeg har haft fire gode år i Ringkøbing, hvor jeg har udviklet mig meget hvad angår spilforståelse, fysik og erfaring, og nu er jeg klar til at tage det næste skridt håndboldmæssigt. Team Esbjerg er en spændende klub, hvor jeg kan mærke, at de har hjertet med, og at de lægger vægt på værdier som træningsiver, indstilling og fællesskab. Jeg kan godt lide træningskulturen, at hvis man vil være bedre end de andre, må man træne mere, siger Sofie Blichert-Toft.

Den 23-årige jurastuderende spillede i ungdomsårene i hjembyen Skive og senere i Viborg HK og Team Tvis Holstebro, hvor hun som andetårs U18-spiller spillede ligahåndbold. Samme år var hun med til at vinde guld med det danske U18-landshold i Montenegro.

Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, fremhæver netop Sofie Blichert-Tofts lyst til at træne som en vigtig egenskab, og endvidere er hun sjældent skadet.

- Sofie er en allroundspiller, der styrker vores trup i fundamentet. Hun kan dække 3’er i forsvaret, og så er hun på kort sigt supplement til vores førstekæde i angrebet, men med fortsatte udviklingsmuligheder. Sofie er ikke en topscorer, men hun kan noget andet, siger Jesper Jensen.

181 cm høje Sofie Blichert-Toft kommer ikke til Esbjerg for at se på.

- Jeg har haft en snak med både Jesper Jensen og assistenttræner Mette Melgaard, og mit indtryk er, at mine muligheder for spilletid er fine. Min klare ambition er at tage kampen op, siger Sofie Blichert-Toft.

Hun har gennemført fjerde semester på jurastudiet på Aarhus Universitet og har udsigt til at blive bachelor om et år. Studiet bliver dog ikke på fuld tid i den nye håndboldsæson, for da skal sportskarrieren prioriteres højt. Hun har lejlighed i Aarhus og vil i Esbjerg bo på værelse, så der er mulighed for at hvile mellem træningerne og overnatte.

Med tilgangen af Sofie Blichert-Toft betragter Jesper Jensen Team Esbjergs trup til den nye sæson som lukket, både sportsligt og budgetmæssigt.

- Jeg synes, vi har en spændende trup, men også en trup med mange ubekendte. Med Estavana Polman tilbage fra barsel og alle spillere klar vil vi kunne spille med i top fire i den nye sæson, siger Jesper Jensen.  

Kiva Grafisk