Det svinger ikke for Team Esbjerg i det nye år
25/01 - 2018
Team Esbjerg bejler til prædikatet som den mest svingende klub i toppen af dansk kvindehåndbold den seneste måned.
I de glade pokaldage lige før nytår viste holdet høj kvalitet og hjemførte titlen, men mod Silkeborg-Voel KFUM denne torsdag aften ledte favoritterne fortsat efter et acceptabelt bundniveau uden at finde det. Midtjydernes sejr på 34-27 var ikke truet og kunne nemt være blevet større.
Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen havde på forhånd advaret mod gæsternes kvalitet, men talte tilsyneladende for døve øren. Ida Bjørndalen Karlsson, der sammen med Vilde Ingstad var de hæderlige undtagelser i en miserabel indsats, scorede til 1-0, og derefter var Team Esbjerg ikke i nærheden af at føre.
De grønblusede havde i Camilla Fangel en superkvinde i forsvaret, og de øvrige i fireblokken, Rikke Iversen, Jette Hansen og Stine Skogrand, var bevægelige og godt tacklende. Bag sig havde de en stærk Stine Aagaard i målet, der havde 21 redninger og en redningsprocent på 44. I den anden ende var Sandra Tofts redningsprocent encifret, Ine Stangvik tog lidt mere, men langt fra nok, og heri lå en del af forklaringen på nederlaget.
Jesper Jensen tog sin første timeout, da uret stod på 5.55, og Silkeborg-Voel førte 5-2. Størst udsving på tilskuerbarometret i positiv retning var der, da assistenttræner Mette Melgaard blev indskiftet, men heller ikke hun kunne gøre fra eller til. Silkeborg-Voel lagde på forspringet og førte med syv mål ved pausen.
Vilde Ingstad fodrede de spinkle forhåbninger om et stort comeback med nogle mål efter pausen, men i den anden ende havde modstanderne lige så nemt ved at nedbryde esbjergensernes forsvarsværker som i første halvleg. Jesper Jensen brugte sin sidste timeout med over 10 minutter tilbage og forsøgte sig med mandsopdækninger, syv mod seks og en variant med to stregspillere, hvoraf høje Lara González var den ene. Lige lidt hjalp det.
Playmaker Sofie Bæk Andersen, Jette Hansen og den norske VM-spiller, Stine Skogrand, scorede nærmest efter behag i et sikkert angrebsspil med hurtig boldpassage. Det sidste kvarter tog udvandringen fra Blue Water Dokken fart. Team Esbjerg-spillerne havde skuffet både sig selv og sit store publikum.
Med nederlaget er Team Esbjerg på sjettepladsen i HTH GO Ligaen. Næste kamp foregår også i Blue Water Dokken, når holdet 31. januar kl. 18.30 tager imod Ringkøbing Håndbold.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Silkeborg-Voel KFUM 27-34 (10-17)
Målscorere Team Esbjerg: Ida Bjørndalen Karlsson 10, Vilde Ingstad 5, Estavana Polman 4, Kristina Liscevic 4, Maria Mose Vestergaard 2, Lara González 1 og Lene Østergaard 1.
Topscorere Silkeborg-Voel: Jette Hansen 9 og Stine Skogrand 8
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Silkeborg-Voel: 2
2.158 tilskuere i Blue Water Dokken