Vinderviljen skal kunne ses mod Ringkøbing
30/01 - 2018
Team Esbjergs halvlunkne præstationer i årets to første hjemmekampe modsvarer ikke den arbejdsvilje og fine intensitet, der præger dagligdagen på træningsbanen. I den anden hjemmekamp på mindre end en uge, mødet med Ringkøbing Håndbold onsdag aften, skal det kunne ses på banen, hvad spillerne indeholder af kamplyst og ærgerrighed.
– Vi er nødt til at komme med et udtryk, så tilskuerne kan se, at vi brænder for det. Så skal det spillemæssige nok følge med. Vi har tidligere i denne sæson vist, at vi har indstillingen og holdet til at levere på et højt niveau, siger cheftræner Jesper Jensen.
Hans mandskab skuffede senest det store hjemmepublikum ved at tabe klart til Silkeborg-Voel KFUM. Mod Ringkøbing er der ikke råd til udfald, hvis den fortsatte tætte kontakt til top fire i HTH GO Ligaen skal opretholdes. Der skal spares point op inden et krævende slutprogram mod ligaens tophold fra slutningen af februar.
– Vi ligner ikke et hold, der er ramt alvorligt, men vi mangler nålen til at få prikket hul og forløst det gode arbejde under træningen. Den skal vi finde ved at vise fighteregenskaber i kampene. Så skal vi nok finde tilbage til det niveau, vi tidligere har vist, også angrebsmæssigt, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg slog i oktober Ringkøbing Håndbold med 29-22. I det nye år har vestjyderne bidt godt fra sig med knebne nederlag til Randers HK og FC Midtjylland samt en udesejr over bundholdet Ajax København.
– Ringkøbing har ikke fået så mange point, men har været godt med i mange kampe. Det aggressive 5-1-forsvar har voldt flere hold problemer, siger Jesper Jensen.
Anerkendelsen ændrer ikke på tilgangen til kampen: Den skal vindes. Truppen er uændret i forhold til de seneste kampe.
Team Esbjergs trup til kampen i HTH GO Ligaen mod Ringkøbing Håndbold onsdag den 31. januar kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målmænd: Sandra Toft og Ine Stangvik
Venstre fløj: Maria Mose Vestergaard og Sanna Solberg
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Anne Brinch-Nielsen
Streg: Vilde Ingstad og Mette Melgaard
Bagspillere: Lara González, Ida Bjørndalen Karlsson, Kristina Liscevic, Sofie Blichert-Toft, Estavana Polman og Lene Østergaard.