Klassespil mod ligaens førerhold - Polman båret fra banen

24/02 - 2018

Usikkerheden om, hvad Team Esbjerg ville være i stand til at præstere, når det virkelig gjaldt, forsvandt hurtigt, da København Håndbold som den første af fire klassemodstandere på stribe blev sendt tilbage til hovedstaden med et nederlag på 23-27.

HTH GO Ligaens førerhold blev fra første minut stresset af et meget tidligt tacklende og bevægeligt Team Esbjerg i hele banens bredde, og man så fløjen Maibritt Kviesgaard i adskillige tacklinger fem meter fra egen linje. Fra 4-4 begyndte hjemmeholdet at lægge afstand, og da Sandra Toft i det 19. minut afløste Ine Stangvik, der denne dag ikke formåede at kigge sine tidligere holdkammerater ud, fik København-offensiven endnu sværere betingelser.

– Vi vidste, at det gjaldt om at stresse København og ødelægge deres rytme. Forsvaret var forbilledligt i første halvleg, og vi gav det bedre betingelser ved at få afsluttet vores angreb, sagde Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

Første halvlegs alvorligste hændelse var, da Estavana Polman vred om på venstre fod og med stærke smerter blev båret fra banen efter godt 20 minutters spil. Hun undersøges lørdag aften på skadestuen på Sydvestjysk Sygehus.

Sandra Toft indledte anden halvleg med at redde et straffekast, og Vilde Ingstad øgede til 15-9 på det efterfølgende angreb. Hendes kollega på positionen, Mette Gravholt, scorede sit første mål på hjemmebane til 16-10, Lara González øgede, og Gravholt sendte bolden i et tomt mål til 18-10, inden København-cheftræner Claus Mogensen tog en timeout.

Tænkepausen hjalp ikke stort mentalt, de københavnske spillere stressede mere og mere over for et Team Esbjerg-hold, der brugte hele klaviaturet af taktiske varianter, syv mod seks, to stregspillere, og hvad der ellers var til rådighed. Altsammen for at beskæftige modstanderne maksimalt tankemæssigt.

Når der var tendens til, at gæsterne begyndte at æde af forspringet, tog Jesper Jensen en timeout.

– Vi begyndte at lave nogle dumme fejl og smed bolden væk et par gange. Det var jo ikke os, der skulle opfinde noget, sagde Jesper Jensen.

Mod kampens slutning dalede forsvarstempoet lidt, hvilket blev udnyttet af flere af de mange gode afslutter fra København, men rigtig faretruende blev det ikke. Lara González fik mere spilletid i angrebet end normalt efter Polmans uheld og bøvlede sig til flere målgivende gennembrud. Kristina Liscevic tog over som straffekastskytte, da Ida Bjørndalen Karlsson havde brændt to. Foruden fem mål leverede serberen fire assists. Vilde Ingstad scorede fem på fem. Ren norsk klasse.

Efter debut i en pokalkamp i Kolding og første ligakamp i Randers optrådte Mette Gravholt for første gang for et hjemmepublikum, der satte ny sæsonrekord med næsten 2.500 tilskuere, og det behagede hende.

– Det var fedt at opleve, og jeg synes, at vi også selv bidrog til stemningen. Vi blev ikke bange for de mange tilskuere. Det var en superindsats i forsvaret i 55 minutter, vi dækker rigtig godt op og varierer spillet, sagde Mette Gravholt.

Hun ser frem imod onsdagens udekamp mod Nykøbing F. Håndbold, som hun blev mester med i 2017.

– Vi skal bare være der og have tænding på. NFH løber, og vi skal minimere vores fejl, som vi gjorde i dag. Ellers bliver vi straffet, sagde Mette Gravholt.

Med sejren holder Team Esbjerg fast i top fireplaceringen og afstanden på tre point til den ikke pointgivende femteplads til slutspillet.

– Vi har stadig et svært program foran os, men vi holder fast i tredjepladsen, og vi tror på det. København står godt til vores måde at spille håndbold på, det bliver en helt anden kamp Nykøbing, sagde Jesper Jensen.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – København Håndbold 27-23 (14-9)

Målscorere Team Esbjerg: Vilde Ingstad 5, Kristina Liscevic 5, Ida Bjrødalen Karlsson 4, Lara González 4, Sanna Solberg 3, Mette gravholt 3, Estavana Polman 2 og Maibritt Kviesgaard 1.

Topscorer København: Mai Kragballe 4

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

København: 0

2.482 tilskuere i Blue Water Dokken