Team Esbjerg henter ny direktør fra idrætsverdenen
14/06 - 2018
Team Esbjerg Elitehåndbold A/S udvider og styrker organisationen ved at ansætte Hans Christian Warrer som direktør. Han afløser med virkning fra 1. juli Per Kristiansen, der har varetaget posten i syv år og har ønsket en anden funktion i administrationen bag selskabets elitehold i kvindehåndbold.
– Per kom til mig for halvanden måned siden med sit ønske om at træde et skridt ned organisatorisk. Vi modtog i bestyrelsen hans anmodning med beklagelse, for vi har haft et fantastisk samarbejde med ham. Per er en populær skikkelse blandt alle, han har været tæt på holdet i dagligdagen, og når vi har været på rejser for at spille internationale kampe. Per har arbejdsmæssigt ydet en kæmpeindsats og spændt vidt i løsningen af de mange opgaver, der er forbundet med at drive håndbold på topniveau. Vi er glade for, at vi også i fremtiden får udbytte af hans arbejdskraft i en central rolle, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
Per Kristiansen: Det har kostet kræfter
Per Kristiansen, 46 år, var i tre år kontorleder i Team Esbjerg, inden han i 2011 blev direktør. Forfremmelsen var ikke et resultat af en karriereplan, men han påtog sig opgaven og har siden været et yderst arbejdsomt omdrejningspunkt for alt, hvad der er foregået i organisationen omkring eliteholdet.
– Jeg har længe været fortaler for, at skulle klubben tage det næste skridt, så nytter det ikke bare at tilføre bedre og dyrere spillere, for man skal også have baglandet med. Hvis styrkelsen af organisationen ville indebære, at jeg måtte træde et skridt ned, ville jeg være helt indforstået med det. På det personlige plan har jeg i takt med klubbens vækst mærket en stigende arbejdsbyrde, og den ønskede jeg i længden ikke at tage på mig. Derfor er det 100 procent min beslutning at forlade direktørposten. Mit håb er, at Team Esbjerg også i fremtiden vil være præget af ånden, at alle hjælper alle, siger Per Kristiansen.
Han vil i fremtiden få en central funktion som administrations- og kampansvarlig. Foruden ham og Hans Christian Warrer vil den faste stab bestå af salgschef Erik Christensen og salgs-, business- og eventkoordinator Emma Nygaard.
Synlighed og salg vigtigt
Bestyrelse har benyttet den aktuelle anledning til at vurdere, hvilken profil der er behov for til at stå i spidsen for Team Esbjerg.
– Klubben er en voksende forretning, og vi offentliggør snart en ambitiøs Plan 2020, der gør det nødvendigt at udvide vores netværk og sponsorkreds yderligere. Vi har i Hans Christian Warrer fundet den rette person til den udadvendte og kommercielle funktion, der bliver meget vigtig del af jobbet for vores kommende direktør. Med sit tidligere virke i idræts- og sponsorverdenen har han vist sine stærke kompetencer i både ledelse, salg og økonomi, siger Bjarne Pedersen.
Ny direktør: Noget af et ønskejob
Hans Christian Warrer, 52 år, er uddannet cand.merc. og har senest haft en stilling som Golfmanager i Esbjerg Golfklub, hvor han igennem seks år har haft ansvaret for klubbens drift og økonomi i en vanskelig periode efter finanskrisen. Han har stået i spidsen for en offensiv strategi med at øge indtægterne, effektivisere og skabe en ny struktur, så gælden har kunnet nedbringes, og klubben har kunnet levere overskud. Inden da var han i fem år salgs- og marketingschef i Esbjerg fB.
– Da Bjarne Pedersen henvendte sig, blev jeg straks grebet af ideen, både fordi Team Esbjergs ønsker matcher min profil, og fordi jobbet opfylder mine krav til et nyt arbejdsliv. De seneste 11-12 år har jeg beskæftiget mig med at udvikle og dyrke kommercielle muligheder med afsæt i idrættens verden. Jeg finder det både spændende, udfordrende og fornøjeligt at omgås de mennesker, der med deres økonomiske bidrag skaber grundlag for store sportsoplevelser i Esbjerg. Præmissen er, at når det går dårligt, afregner de kontant, og når det går godt, kvitterer de også. Det trives jeg fint med. Jeg tør godt sige, at den nye post i Team Esbjerg er noget af et ønskejob for mig, og jeg glæder mig til opgaven. Det gælder også samarbejdet med bestyrelsen, hvis medlemmer jeg har et godt kendskab til, siger Hans Christian Warrer.
Familiefar i Hjerting
Hans Christian Warrer bor med hustruen Lea og parrets to sønner på 15 og 13 år i Hjerting. Inden ansættelsen i de nævnte job var han i seks år adjunkt på Esbjerg Handelsskole efterfulgt af halvandet år med ansvar for salget til flere markeder i skokoncernen Ecco. Siden fulgte fem år som projektleder i reklamebureauet Copsø A/S.