Svækket Team Esbjerg-hold testede bredden i storsejr
22/09 - 2018
Enhver bekymring om konsekvenser af flere profilers fravær blev hurtigt manet i gulvet, da Team Esbjerg uden Estavana Polman, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir mødte Ringkøbing Håndbold og uden at spille sig ud vandt med 30-12.
Ringkøbing er endnu hårdere ramt af skader med blandt andre Jane Mejlvang, Sille Thomsen og Michelle Brandstrup ude, og det hjalp ikke, at backen Stine Eriksen måtte bæres fra banen med en knæskade efter mindre end otte minutters spil. På dagen havde gæsterne ikke meget at skyde med, og når de endelig kom på skudhold, prellede næsten alt i første halvleg af på Rikke Granlund, der stod en fin kamp i Team Esbjerg-målet.
Hurtigt udviklede kampen sig til udelukkende at notere målscoringer og nyde en stribe velkomponerede og -afsluttede Team Esbjerg-angreb. Efter et kvarter stod det 8-2, og det blev hele tiden værre for Ringkøbing. Team Esbjerg skiftede flittigt ud og afprøvede også Marit Røsberg Jacobsen i bagkæden. Der var overskud til alternative løsninger, og truppens bredde bestod testen.
Anden halvleg blev en relativ målfest for Ringkøbing, der allerede efter ni minutter havde passeret de tre scoringer i hele første halvleg med den tidligere Fredericia-spiller, Ida Lagerbon, som den mest scorende. Favoritterne forfaldt lidt til sjusk og brændte et pænt antal helt åbne målchancer.
Mod kampens slutning var der udvandring med modsat fortegn af tilskuere, der gerne ville have haft mere spænding for pengene, end modstanderne var i stand til at byde på denne lørdag. De tilbageværende hyldede heltinderne med stående klapsalver i slutminuttet.
– Jeg synes, det var en fin og koncentreret indsats med et godt tempo i første halvleg, og vi kom godt fra start, hvad vi har haft en tendens til ikke at gøre i tidligere kampe. Men vi mistede lidt fokus efter pausen, sagde assistenttræner Mette Melgaard.
Syv spillere skal på landsholdsopgaver for fire forskellige landshold i den kommende uge, og imens nørder den resterende trup individuelt og med mere vægt på styrke under træningen. Næste kamp i HTH Ligaen er mod Silkeborg-Voel KFUM 8. oktober på udebane.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Ringkøbing Håndbold 30-12 (17-3)
Målscorere Team Esbjerg: Vilde Ingstad 8, Marit Røsberg Jacobsen 5, Annette Jensen 5, Sanna Solberg 4, Kristine Breistøl 3, Kristina Liscevic 2, Emma Nielsen 2 og Elma Halilcevic 1.
Topscorer Ringkøbing: Ida Lagerbon 6
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Ringkøbing: 1
1.512 tilskuere i Blue Water Dokken