Storsejr med i bagagen til sæsonens første topopgør
12/10 - 2018
Fredagsunderholdningen i Blue Water Dokken begyndte med et lidt trægt program, men efter en pause kom der gang i løjerne, og Team Esbjerg endte med at slå et chanceløst TTH Holstebro-mandskab med 36-22.
De godt 2.000 tilskuere fik et vip fra Kristina Lisvecic til en af anden halvlegs bedste spillere, gennembrudsstærke Annette Jensen, der ligesom kontrastærke Clara Monti Danielsson scorede fem gange efter pausen, at gå hjem på. På det tidspunkt var den gode stemning efter en ujævn første halvleg for længst genoprettet.
– Jeg er glad for kampens forløb, og der var ikke så meget panik på i første halvleg. Eneste lille anke er, at da TTH kom til Esbjerg uden den store tro på, at de kunne vinde, kunne vi have lukket kampen allerede efter 10-12 minutter. Men for publikum var det selvfølgelig en fordel, at spændingen holdt lidt længere, sagde Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Sanna Solberg sad over, da virkningerne af et slag i hovedet i landsholdslejren blussede lidt op torsdag, og der ikke blev taget nogen chancer. I hendes sted spillede 18-årige Elma Halilcevic og gjorde det fint. Første halvlegs store spiller var dog Marit Røsberg Jacobsen, der scorede på straffekast, kontraløb og fra fløjen, som det passede hende. Hendes to mål i slutfasen var med til at sikre pauseføringen.
Inden da spillede TTH i en periode fint med, blandt andet med indspil til stregen, og den enlige trommeslager fra Holstebro lagde an til en større solo, da Caroline Svarre minsandten bragte gæsterne foran med 12-11. Men generelt havde det bevægelige Esbjerg-forsvar foran dagens målvogter med en redningsprocent på 37 og skærende præcise udkast, Rikke Granlund, godt styr på begivenhederne. TTH-topscorer Inger Smits scorede slet ikke. Line Jørgensen udlignede med sit første mål, der til gengæld var et smukt svæv, til 12-12, og der stod Marit og Elma på halvlegens sidste tre mål til pauseføringen 15-12.
Nogle af de nævnte spillere var involveret, da Team Esbjerg afgjorde kampen i de første godt tre minutter af anden halvleg. Line Jørgensen lagde for, og to kontramål af Marit Røsberg Jacobsen og et på et artistisk grebet udkast af Clara Monti Danielsson bragte stillingen på 19-12. Så var spændingen aflyst, selv om Holstebro-cheftræner Pether Krautmeyer ved den stilling brændte sin tredje timeout af. Hans spillere havde for lidt at stå imod og byde ind med denne aften i Esbjerg.
– Vi gik over til 6-0-forsvar i anden halvleg, angrebet flød bedre, og generelt havde alle spillere gode – og også mindre gode – perioder i løbet af kampen. Nu bliver det fedt at tage til Nykøbing, hvor vi skal vise, at vi kan spille op med et godt hold. Kan vi få point onsdag, ser det rigtig godt ud for os, sagde Jesper Jensen.
“Tik Tik” lød det i højttaleren fra trods alt dødelige Kim Larsen, da tilskuerne brød op for at begive sig ud i den halvlune oktoberaften. Det tikker frem mod nogle spændende uger for Team Esbjerg, der på godt en måned har udekampe mod de to tophold, Nykøbing F. Håndbold og Odense Håndbold, og ellers fire hjemmekampe, hvor der skal samles point i topstriden.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – TTH Holstebro 36-22 (15-12)
Målscorere Team Esbjerg: Marit Røsberg Jacobsen 8, Clara Monti Danielsson 5, Estavana Polman 5, Annette Jensen 5, Line Jørgensen 3, Elma Halilcevic 3, Vilde Ingstad 3, Kristine Breistøl 2 og Kristina Liscevic 2.
Topscorere TTH: Kaja Nielsen 4 og Sarah Stougaard 4
Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
TTH: 4
2.028 tilskuere i Blue Water Dokken