Team Esbjerg lægger pres på øvrige tophold med storsejr

05/11 - 2018

Det lignede et ubehageligt deja vu til forrige hjemmekamp mod Aarhus United, da Randers HK på tre minutter bragte sig foran med 3-0 og nåede at føre med 5-1, inden Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen tog en timeout og bad sine spillere vise mere power, end de har kommet ind til kampen med.

Den gode Randers-start viste sig at være falsk alarm, og Team Esbjerg var resten af kampen i fuld kontrol og vandt uhyre sikkert med 33-22.

Den nævnte timeout havde sin virkning. Hjemmeholdet viste i resten af halvlegen et langt mere aggressivt udtryk i især forsvaret og tvang de stadig mere tvivlrådige modstandere ud i et orgie af tabte bolde. Ikke alt lykkedes den modsatte vej, men med blandt andre Rikke Granlund i målet som igangsætter blev der iscenesat en række kontraløb, som særligt Sanna Solberg var ferm til at udnytte. Hun scorede sine fem mål før pausen.

Team Esbjerg øgede halvlegen igennem forspringet, og det hjalp ikke stort, at Randers-cheftræner Niels Agesen i to timeout’er forsøgte at opildne sine spillere. Playmaker Nina Müller måtte gå målløs fra banen til pause og kunne se to af Team Esbjergs playmakere, Annette Jensen og Estavana Polman, boltre sig i den anden ende, førstnævnte med sit stærke gennembrudsspil og Polman som et stort aktiv som både afslutter og oplægger i hele kampen.

– Det var meget vigtigt og dejligt at vinde efter nederlaget i Odense. Vi kommer igen efter en halvdårlig start og vinder komfortabelt. Det var vigtigt at tage den rette indstilling og udstråling med på banen i dag, sagde Annette Jensen.

Randers fik en ny stærk periode i første halvdel af anden halvleg med fintestærke Jamina Roberts som individualisten, men langt fra nok til at kunne true en sikker Team Esbjerg-sejr. Rikke Granlund i målet, der stod med 47 procent redninger før pausen, kunne ikke holde stilen i de sidste 30 minutter, men forsvaret holdt fint niveau i hele kampen.

Påfaldende var det, hvor få chancer forsvarsklippen Vilde Ingstad kom til i angrebet, og hun scorede sit eneste mål efter 41 minutters spil. Clara Monti Danielsson fik mere spilletid end vanligt på stregpladsen og udnyttede det på sædvanlig viljefast vis. Også de to norske fløje, Sanna Solberg og Marit Røsberg Jacobsen, var stærke, hvorimod de to hovedskytter, Line Jørgensen og Kristine Breistøl, fortsat kæmper med at finde rytmen angrebsmæssigt.

Anden halvleg blev også Kristina Liscevic’. Hun havde et par nimetermål blandt sine fem scoringer i halvlegen og havde ligesom Polman fire assists i kampen.

Team Esbjerg lægger med den tocifrede sejr pres på de øvrige tophold under Odense Håndbold, Nykøbing F., Herning-Ikast, Aarhus United og København, som mødes indbyrdes de næste dage.

Nu ser holdet frem mod den første kvalifikationskamp til EHF Cup mod Paris 92 lørdag kl. 13.00 i Blue Water Dokken. Du kan købe billetter til kampen på www.teamesbjerg.dk.

Årets sidste ligakamp er mod København Håndbold 14. november i Blue Water Dokken.


Kampen i tal:

Team Esbjerg – Randers HK 33-22 (17-9)

Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 8, Annette Jensen 6, Sanna Solberg 5, Marit Røsberg Jacobsen 5, Kristina Liscevic 5, Clara Monti Danielsson 3 og Vilde Ingstad 1
Topscorer Randers. Jamina Robert 7

Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Randers: 1

1.814 tilskuere i Blue Water Dokken