Fem EM-spillere hjem – Final4 er næste store opgave

17/12 - 2018

Sandra Toft er som den første af Team Esbjergs fem EM-spillere vendt tilbage efter nogle fridage. Tirsdag møder de tre norske landsholdsspillere, Sanna Solberg, Marit Røsberg Jacobsen og Vilde Ingstad, og den hollandske topscorer og bronzevinder, Estavana Polman, slutter sig til ved den første træning i julen 27. december.

– Spillerne vender som regel lidt trætte og mentalt slidte hjem fra en slutrunde, og nordmændene er oven i skuffede over femtepladsen. Holland er et top fire-landshold, og det levede det fint op til, mens Danmark vel klarede sig, som man kunne forvente, siger cheftræner Jesper Jensen.

Individuelt strålede Estavana Polman mest af Team Esbjerg-spillerne. Hun blev hollandsk topscorer med 36 mål og placerede sig som nummer seks på hele turneringens topscorerliste.

Her er fakta om antal kampe, spilletid, mål, effektivitet og redningsprocent – samt Jesper Jensens vurdering af spillerne:

Sandra Toft – 6 kampe, 3.24.56 timer, redningsprocent: 32.

– Den danske defensiv var ikke velfungerende, og så er spørgsmålet altid, om det skyldes forsvaret eller målvogterne. Det er nok en blanding af det hele. Sandra stod heldigvis godt i den sidste kamp mod Montenegro (44 procent, red.), og jeg håber, at det er den mavefornemmelse, hun har taget med hjem.

Estavana Polman – 8 kampe, 3.49.8 timer, 36 mål, 49 procents udnyttelse af skud.

– ”Essie” spillede en fin turnering. Hun var udfordret af, at Holland ikke havde en normal stregspiller, hvilket lagde et større ansvar på bagkæden. Da Nycke Groot blev skadet, blev det endnu større. Hun viste, at hun fysisk kunne hold til en hel slutrunde, hvad vi på forhånd var spændte på. ”Essie” har fået afkast af den fysiske træning.

Sanna Solberg – 7 kampe, 4.16.28 timer, 12 mål, 67 procent.

– På et hold, der ikke rammer niveauet, er noget godt og andet mindre godt. Sanna fik ikke så meget mulighed for at spille 2’er i forsvaret, som hun gør hos os og har stor styrke i. Spillede sig godt op i løbet af turneringen og sluttede fint af.

Marit Røsberg Jacobsen – 7 kampe, 2.05.39 timer, 11 mål, 92 procent.

– Marit missede det afgørende skud, der kunne have givet uafgjort mod Tyskland i slutsekunderne, og fik helt urimeligt et rødt kort efter mindre end otte minutters spil i den næste kamp mod Tjekkiet. Det udnyttede den anden højre fløj, Malin Aune, til at få mest spilletid. Marit spillede sig op i de sidste kampe, men havde nogle koncentrationssvigt i forsvaret, som der også har været i efteråret i Team Esbjerg.

Vilde Ingstad – 7 kampe, 2.07.39 timer, 3 mål, 100 procent.

– Vilde fik en lidt marginal rolle og har mest spillet forsvar, hvilket er ærgerligt, for hun kom med masser af selvtillid fra klubben. Af de øvrige stregspillere har Kari Brattset mest fokus på forsvaret og Heidi Løke mest på angrebet. Vilde kan begge dele, men landstræneren vurderer, at hun er toer på positionerne. Nu skal hun tilbage og vise, at det er ved at være hendes tur.

Final4 indleder travl tid

Efter EM samles koncentrationen om den klubmæssige kulmination på håndboldåret, Santander Final4 i Blue Water Dokken, hvor de forsvarende pokalvindere fra Team Esbjerg i semifinalen lørdag den 29. december kl. 16.00 møder Odense Håndbold.

– Det var den sværeste lodtrækning, vi kunne få, og vi er ikke favoritter mod Odense, som vi har tabt til, selv om holdet måtte undvære Stine Jørgensen og Mette Tranborg. Men vi tror på det og har nogle kort i hånden, som vi vil spille, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg befinder sig over for en periode med 11 kampe i Final4, HTH Ligaen og EHF Cup inden udgangen af januar, og februar fortsætter med samme intensitet.

De ikke EM-aktuelle spillere har lagt på fysisk og spillemæssigt på træningsbanen, og cheftræneren får travlt med at klippe videoer med især de kommende modstandere i EHF Cup. Første styrkeprøve er mod drengene på et af landets bedste U16-ligahold fra Vejle 27. december. Den kamp skal styrke fysikken og eksplosiviteten forud for store opgaver.