”Essie” – en EM-bronzevinder i topform klar til Odense

27/12 - 2018

Det blå tv-gulv er under finpudsning, det lange, røde Santander Final4-banner bliver hængt op, og lederen af de 35 frivillige er ved at forberede deres indsats de næste dage. Imens møder spillerne ind til den første træning efter juleferien.

Marit Malm Frafjord kommer i god tid til sin første arbejdsdag i Team Esbjerg, og snart stævner truppen ind fra Norge, Sverige, Serbien, det øvrige Danmark – og Holland. Derfra kommer spilleren, der kan se tilbage på størst national og personlig succes ved EM i Frankrig, Estavana Polman. Hun blev topscorer for sit land med 36 mål, og hollænderne viste endnu en gang, at de ikke er døgnfluer i top fire ved store turneringer, ved at tage bronze.

– Når man kommer i en semifinale, er det altid hårdt at tabe, men Frankrig var bedre, og vi havde ingen stregspillere i truppen. Så jeg er tilfreds, også med min egen indsats. Jeg havde det sjovt, følte mig godt tilpas, og min familie var der for at se på. Fysisk har jeg det rigtig godt bagefter. Nogle gange gør det ondt efter store turneringer, men jeg mærker intet og har ingen skader, siger en velfornøjet Estavana Polman.

Den 26-årige stjerne spillede kun i angrebet for Holland, men opnåede til gengæld næsten fire timers spilletid i de maksimale otte kampe, et landshold kunne spille. Nu tager hun de positive vibrationer fra landsholdet og 10 dages juleferie i Holland med til de sidste forberedelser før lørdagens semifinale i Final4 mod Odense Håndbold. Det stjernespækkede fynske hold stiller med syv danske landsholdsspillere og i alt ni ud af 17 EM-spillere i Final4, det har ikke sat point til i den hjemlige liga og er videre til hovedrunden i EHF Champions League.

– Jeg håber, vi bliver det første danske hold til at vinde over Odense, og jeg kan love, at vi vil gøre alt for at få det til at lykkes, siger ”Essie”.

Hun er en af fem kampklare spillere, der for et år siden oplevede triumfen med en sikker sejr over København Håndbold i pokalfinalen i Jysk Arena i Silkeborg. De andre er Sandra Toft, Sanna Solberg, Kristina Liscevic og Vilde Ingstad. Pokaltitlen kom efter et år med flere skuffelser, størst den manglende kvalifikation til slutspillet i ligaen. Efter sommerferien begyndte opbygningen af et nyt hold og en ny kultur.

– Det betød så meget for os at vinde den finale og få medaljer ligesom året før. I Final4 er der mere pres på end i turneringen, hvor du kan tabe, men har mulighed for at revanchere sig i den næste kamp. Her skal du være på i begge kampe. Vi fem spillere ved, hvordan det var at vinde, og vi vil helt sikkert gerne opleve det igen, siger Estavana Polman.

Julen blev tilbragt hos familien i Arnhem og hos kæresten Rafaels familie lidt længere oppe i landet. ”Essie” elsker maden, vinen og gaverne. Nu er hun klar til at præstere, som da hun var med til at drive Holland frem til bronzemedaljer ved EM med en sejr over Rumænien.

Semifinalen i Santander Final4 spilles lørdag kl. 16.00 i Blue Water Dokken. Forinden er der lejlighed til at se den følgende dags modstander an, når Randers HK og Nykøbing F. Håndbold mødes i den anden semifinale kl. 13.30.