Mette Melgaard stopper som assistenttræner til sommer

07/01 - 2019

Mette Melgaard Sall ophører som assistenttræner i Team Esbjerg, når hendes toårige aftale udløber 30. juni 2019. Hun overtog i sommeren 2017 jobbet med en ballast som tredobbelt Champions League-vinder med Slagelse FH og 82 landskampe for Danmark.

– Hvis jeg kun havde mig selv at tage hensyn til, havde jeg fortsat, men jeg har en familie med Alexander på tre år. Hver uge sidder min mand, Lasse, og jeg og planlægger ned i detaljer, hvordan den kommende uge skal gå op, og med EHF Cup, HTH Ligaen og et krævende job efterlader det ikke meget familietid. Jeg føler, at jeg med min beslutning siger farvel til en familie, og jeg er slet ikke færdig med det projekt, Jesper og jeg har sat i gang. Jeg vil komme til at savne Jespers rummelighed, omgangen med spillerne, det sociale og at arbejde frem mod fælles mål, siger Mette Melgaard, der går efter at vinde titler med Team Esbjerg før stoppet.

Cheftræner Jesper Jensen begræder, at det har været nødvendigt for Mette Melgaard at træffe en beslutning om at stoppe på sidelinjen i elitehåndbold.

– Jeg har fuld forståelse for hendes beslutning, men for klubben og for mig som træner er det helt vildt ærgerligt. Vi er som trænerteam bare et godt match og kompenserer for hinandens mangler. Jeg tror, spillerne føler, at der er en god balance i vores arbejde. Jeg havde rigtig gerne fortsat samarbejdet med Mette, siger Jesper Jensen.

Han fremhæver især Mette Melgaards enorme power og evne til at skære igennem, så det hele ikke ender i nørderi og for megen snak. Derudover har hun en god fornemmelse for, hvornår hun skal tage emner op i truppen, som kan forebygge uro. Ikke meget er usagt, når Mette Melgaard indgår i en gruppe.

Ligeledes bestyrelsesformand Bjarne Pedersen er ked af Mette Melgaards beslutning, som han ligesom Jesper Jensen har forståelse for.

– Mette har udtrykt ønske om fortsat at have en form for tilknytning til Team Esbjerg, hvilket vi naturligvis er meget glade for. Det finder vi helt sikkert en løsning på. Klubben har heldigvis god tid til at finde en afløser for Mette, og vi vil nu afsøge markedet for at finde den rette profil til opgaven, siger Bjarne Pedersen.

Mette Melgaard arbejder som advokatfuldmægtig hos Kirk Larsen & Ascanius, hvor hun er ved at opbygge en kundeportefølje og får stadig flere opgaver. Hun er gift med Lasse Sall, og foruden Alexander har hun to bonusdøtre, der er aktive på håndboldbanen. Parret bor i Esbjerg-forstaden Sønderris.