Stille aften ved Limfjorden - nu kommer Bietigheim

16/01 - 2019

EH Aalborg var ingen trussel for Team Esbjerg i onsdagsopgøret i Nørresundby, hvor klasseforskellen mellem de to mandskaber blev udstillet allerede før pausen. Team Esbjerg endte med at vinde 35-22 efter en 10-målsføring ved halvtid.

Estavana Polman har fået for vane at lægge hårdt ud, og hun gav den som flyvende hollænder med de tre første Team Esbjerg-scoringer. Aalborg svarede dog igen og fulgte med til 4-4, hvorefter trafikken var ret ensrettet mod det nordjyske mål. Ofte var udgangspunktet en redning fra Sandra Toft, der i de første 30 minutter vandt målvogterduellen med Emma Friberg med 10-1, og et kontraraid med de to hurtige, norske fløje, Sanna Solberg og Marit Røsberg Jacobsen. Solberg gjorde hurtigt sit job med fem mål på fem forsøg og fik fyraften.

Rikke Granlund kom på mål fra begyndelsen af anden halvleg, og hun fik at mærke, at forsvaret i indledningen slækkede alvorligt på det faste greb fra før pausen. Da der var spillet godt ni minutter af halvlegen, havde Aalborg scoret flere mål end i hele første halvleg, da holdet bedste, Anne Brinch-Nielsen, reducerede til 17-25. Team Esbjerg fordelte tidligt spilletiden, og det udløste flere fejl end før pausen. Især Kristine Liscevic kunne ærgre sig over en for høj spildprocent.

Mod kampens slutning strammede storfavoritterne op, Rikke Granlund lukkede af, og den ventede storsejr kom i stand. Eneste minus var, at den unge fløj, Emma Nielsen, allerede inden opvarmningen fik et hold i nakken og var ukampdygtig. Heldigvis var den tilbageværende højre fløj, Marit Røsberg Jacobsen, yderst veloplagt og scorede syv mål i de ca. 50 minutter på banen. De sidste 10 minutter udnyttede Clara Monti Danielsson fint som ekstra stregspiller, og fløjen blev aflastet.

– Det var fint, at vi fik afgjort kampen hurtigt, og at vi midt i første halvleg kunne begynde at rotere på spillerfronten. Det var ikke en perfekt kamp, og spillet var noget ukoncentreret i de første 10 minutter af anden halvleg, men vi løste opgaven, sagde cheftræner Jesper Jensen.

Med den komfortable føring blev der allerede i pausen talt om mulige spilmønstre mod SG BBM Bietigheim lørdag kl. 13.00 i Blue Water Dokken.

– Vi glæder os meget til en stor kamp på hjemmebane i EHF Cup. Vi håber, at der kommer mange tilskuere, og at vi kan lægge det pres på dommere og modspillere, der kan give de sidste fem procent. Rigtig Europa Cup-stemning, sagde Jesper Jensen efter den udramatiske sejr nord for Limfjorden.

Kampen i tal:

EH Aalborg – Team Esbjerg 22-35 (8-18)

Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 8, Marit Røsberg Jacobsen 7, Sanna Solberg 5, Kristine Breistøl 5, Clara Monti Danielsson 4, Elma Halilcevic 2, Annette Jensen 2 og Kristina Liscevic 2.
Topscorer Aalborg: Anne Brinch-Nielsen 7

Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Aalborg: 1

247 tilskuere i Nørresundby Idrætscenter