Skarpt Team Esbjerg-hold slog stærkt Aarhus-kollektiv

31/03 - 2019

Team Esbjerg er tilbage på sporet i slutspillet med en sejr på 37-30 over Aarhus United, der fulgte op på den fine indsats i 23-20-sejren over Herning-Ikast Håndbold med en stærk første halvleg, men ikke kunne holde niveauet efter pausen.

Aarhus United bygget på ruinerne af SK Aarhus på få år viste sig før pausen at være en ligeværdig modstander. Bagkæden var ofte besat af Simone Petersen omgivet af Helene Elver og Julie Pontoppidan, og med deres hurtige fødder og gode blik for stregen og de to træfsikre fløje bragte de ofte de langt mere rutinerede spillere i Team Esbjerg-forsvaret ud af position.

Man kan indvende, at defensiven burde have lukket bedre ned for de sikre United-systemer, og at målvogterne burde have taget mere, men det var i høj grad gæsternes kvaliteter, der holdt dem på kort afstand af favoritterne hele halvlegen.

Når der alligevel var en lille forskel i første halvleg, var den først og fremmest personificeret i Line Jørgensen, der nok spillede sin bedste halvleg i den nye trøje og placerede bolden alle steder i målet uden for Ditte Vinds rækkevidde.

Team Esbjerg-angrebet bidrog til en flot håndboldkamp, og særligt målet til 10-8 afsluttet af Marit Røsberg Jacobsen viste, at når holdet spiller i det tempo, vil alle hold i Danmark få det svært. Det fik straks Aarhus-cheftræner Heine Eriksen til at tage en timeout, og Estavana Polman blev i nogle minutter mandsopdækket, uden at hun havde domineret som i Viborg tre dage forinden.

Efter pausen havde især Aarhus United svært ved at holde niveauet. Den aarhusianske letbane kørte ikke så gnidningsløst som i det meste af første halvleg, og hos Team Esbjerg viste Line Jørgensen sig at have brændt krudtet af. Hjemmeholdet havde andet at skyde med, og Marit Røsberg Jacobsen brillerede, blandt andet med to kølige lob på Ditte Vind. Det andet fulgte en gevindafslutning fra Sanna Solberg og bragte Team Esbjerg på 29-24, en afstand der skulle vise sig at være holdbar.

Inden for et minut måtte to spillere forlade spillepladsen efter den tredje udvisning, først Aarhus’ Sofie Flader og dernæst Team Esbjergs Line Jørgensen, der allerede før pausen havde krydret den flotte angrebsindsats ved at tage for hårdt fat.

Heine Eriksen sendte gradvis flere spillere frem for at dække modstanderne højt, men for sent til at kunne tage point med fra Esbjerg, og i stedet kostede det mere end nødvendigt bagude, Estavana Polman satte i slutfasen flere mål ind på topscorerkontoen, og kampen udviklede sig til et mindre målorgie.

– Aarhus er et godt hold, det vidste vi. Havde vi ikke spillet angrebsspil på højt niveau, kunne vi have tabt. I forsvaret ville vi gerne have gjort noget anderledes, men vi møder ikke andre hold, som spiller på samme måde med så meget fintespil. Vi endte med at spille så smalt i angrebet, fordi vi lykkedes med, hvad vi gjorde. Det er usædvanligt, at Annette Jensen sidder ude en hel kamp, og det skal man ikke lægge så meget i, sagde Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Han og spillerne står over for en midtjysk temauge med næste slutspilskamp mod Herning-Ikast onsdag aften og første semifinale i EHF Cup mod samme modstander sidst på eftermiddagen lørdag, begge opgør i IBF Arena i Ikast. Herning-Ikast vandt søndag eftermiddag sin anden kamp i slutspillet med 23-22 over er Viborg HK og er med et point med over på andenpladsen i pulje 2 efter Team Esbjerg.

– Med sejren i dag skal vi vinde to kampe mere for at være klar til semifinalerne i HTH Ligaen. Nu handler det først og fremmest om at komme videre fra en tæt pulje, og så må vi se, om det bliver Odense eller København, vi kommer til at møde, sagde Jesper Jensen.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Aarhus United 37-30 (19-17)

Målscorere Team Esbjerg: Line Jørgensen 8, Marit Røsberg Jacobsen 8, Estavana Polman 7, Vilde Ingstad 5, Sanna Solberg 3, Kristina Liscevic 3, Clara Monti Danielsson 2 og Kristine Breistøl 1.
Topscorere Aarhus: Simone Petersen 5, Charlotte Mikkelsen 5 og Celine Lundbye Kristiansen 5.

Udvisninger:
Team Esbjerg 5
Aarhus: 5

2.137 tilskuere i Blue Water Dokken