Team Esbjergs suveræne march mod europæisk finale
14/04 - 2019
For fem år siden skaffede Team Esbjerg sig adgang til klubbens første europæiske finale med det yderste af neglene på Tove Seests venstrehånd, da hun scorede til 27-26 ude mod ungarske Fehérvár KC og sendte sin klub videre på flest scorede udebanemål. Finalen mod Lada Togliatti endte med et samlet nederlag.
Denne gang var der ingen tvivl. For femte gang i denne sæson måtte Herning-Ikast desillusioneret forlade banen efter et nederlag til Team Esbjerg, og cifrene 30-16 til dagens hjemmehold gjorde ekstra ondt.
Team Esbjerg skånede stjernespilleren Estavana Polman med en dårlig skulder, og hun måtte nøjes med at blive hyldet for sit mål nummer 1.000 for klubben inden kampen. I stedet tog kollektivet over tilsat individuelle pift af Kristina Liscevic, der altid udnytter det øgede spillerum, når hollænderen er ude. Da hun begyndte at lave fejl i første halvleg, fik hun en pause, og Annette Jensen dirigerede spillet.
Herning-Ikast-cheftræner Kristian Kristensen tog sin første timeout med cifrene 4-1 på tavlen, før der var spillet fem minutter, og han måtte lægge det grønne kort igen efter 24 minutters spil, da det stod 16-7. Lige lidt hjalp det. Sanna Solberg holdt hele tiden øje med EHF Cup-topscorer Helene Fauske, og derfor kom der aldrig gang i indspillene til Sarah Iversen på stregen. I den anden ende scorede Solberg fire mål på fire forsøg før pausen.
Team Esbjerg var i det hele taget flyvende i første halvleg og nåede ikke gulvet, før de israelske dommere fløjtede til pause ved stillingen 20-8.
Med den stilling begyndte begge hold at rotere efter pausen, men af vidt forskellige årsager. Herning-Ikast for at samle kræfterne om at kvalificere sig til DM-semifinalerne på bekostning af Aarhus United, og Team Esbjerg for at aflaste og bringe hele truppen bortset fra Polman i spil. Der var forståelige skønhedsfejl i præstationen i anden halvleg, for der var ikke mere at spille om.
Line Jørgensen har været med til at vinde to europæiske finaler, og nu skal hun atter spille slutkamp:
– Man kunne mærke inden semifinalen, at der var spænding på, og det bliver endnu federe at spille en finale. Vi fik hurtigt lagt et Europa Cup-tryk på Herning-Ikast og fik kyst dem i forsvaret. I angrebet kom vi lettere til vores mål, blandt andet på en række kontraangreb. Også i andre kampe har vi haft mulighederne for at vinde stort, men i dag fik vi udnyttet dem, sagde Line Jørgensen.
Cheftræner Jesper Jensen så et hold af internationalt erfarne spillere folde sig ud:
– Vores forsvar var især i første halvleg rigtig godt. Der var europæisk snit med fokus og koncentration, og man kunne se, at der var mange landskampe samlet, sagde Jesper Jensen og fortsatte:
– Den gode defensiv gav os en række kontramål, og jeg synes, spillerne supplerede hinanden rigtig godt, hvad vi har trænet meget i de seneste uger. Vi fik udnyttet, når det var Liscevic, Breistøl eller Annette Jensen med deres forskellige kvaliteter, som spillede venstre back, stregspillerne var mere eksplosive, og vi var gode i kontrafasen. Nu glæder vi os til at spille en finale, som spillerne virkelig har fortjent. Jeg er glad for, at det er Siófok, vi skal møde. Det er en lidt anden oplevelse end at skulle have mødt et dansk hold igen.
Finalemodstanderen bliver som nævnt ungarske Siófok KC, der holdt stand mod Viborg HK og forsvarede firemålsføringen fra den første kamp. Danske Simone Bøhme scorede kampens sidste mål for ungarerne og reducerede til 27-25. Dermed får søstrene Sanna og Silje Solberg deres ønske om at møde hinanden i en europæisk finale opfyldt.
Tirsdag er der lodtrækning om, hvilket af holdene der skal have hjemmebane først i de to finalekampe i maj. Finalerne spilles akkurat som semifinalerne over to kampe, hvor den samlede målscore afgør, hvilket hold der vinder.
Team Esbjerg spiller næste kamp i DM-slutspillet fredag den 19. april kl. 17.00 mod Viborg HK i Blue Water Dokken. Med en sejr kan holdet sikre sig førstepladsen i pulje 2 og dermed den på papiret nemmeste modstander i semifinalerne. Du kan købe billetter på www.teamesbjerg.dk.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Herning-Ikast Håndbold 30-16 (20-8)
Team Esbjerg vinder samlet med 53-36 og er klar til finalen i EHF Cup
Målscorere Team Esbjerg: Kristina Liscevic 8, Sanna Solberg 5, Kristine Breistøl 4, Vilde Ingstad 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Line Jørgensen 2, Clara Monti Danielsson 2, Maria Mose Vestergaard 1, Elma Halilcevic 1 og Sandra Toft 1.
Topscorer Herning-Ikast: Helene Fauske 4
Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
Herning-Ikast: 3
1.530 tilskuere i Blue Water Dokken