Et helt andet Team Esbjerg-hold møder København

26/04 - 2019

En lang turnering med grundspil og slutspil nærmer sig klimaks, og lørdag eftermiddag kommer de danske mestre fra København Håndbold på besøg i Blue Water Dokken til den første semifinale i kampen om årets danske mesterskab.

Statistikken for sæsonen taler entydigt til modstandernes fordel med sejre i de to ligakampe og Super Cup’en få dage før ligapremieren. Men helt usædvanligt ligger det seneste møde over fem måneder tilbage, og både spillere og trænere har understreget, at Team Esbjerg er helt forandret i forhold til seneste møde 14. november.

– Team Esbjerg før og efter jul er to forskellige hold, ikke bare fordi vi har fået Marit Frafjord i truppen. Vi har fundet en anden rytme, efter mange nye spillere er integreret på holdet, og vi har fået en tryghed i vores spil, som kan blive værdifuld at have i de næste tætte kampe. Vi har mange forskellige topscorere og forskellige måder at bryde forsvar op på, og vi er gode til at finde en vej i den enkelte kamp, siger Team Esbjergs cheftræner Jesper Jensen.

Han tillægger det afgørende betydning, at hans mandskab kan finde roen til at rette til, hvad der ikke måtte fungere fra kampens begyndelse, uden at det koster for meget. København har i de hidtidige kampe scoret mange mål på kontraløb, og den trafik skal der dæmmes op for.

København var stærkt kørende før jul, men har i foråret vist svaghedstegn med nederlag på hjemmebane til Aarhus United og Nykøbing F. Håndbold. Da det gjaldt, tog holdet dog til Odense og vandt klart, og fynboerne blev holdt nede på 19 scoringer.

– København overvandt flot tabet af Mia Rej, så blev Kelly Dulfer skadet med landsholdet, men er tilbage, Linn Blohm er kommet op i gear, og der er tre keepere til rådighed. København har set bedre og bedre ud på det seneste, og det var flot at vinde den afgørende kamp i Odense, siger Jesper Jensen.

Han vurderer, at meget kan blive afgjort at præstationerne i målet og håber, at Team Esbjergs målvogtere kan overstråle Københavns. Og så er der yderligere en nøgle til succes.

– Blue Water Dokken kan få stor, måske afgørende betydning, og jeg er glad for, at en eventuel tredje semifinalekamp vil foregå på hjemmebane, siger Jesper Jensen.

Team Esbjergs trup på 16 spillere er uændret.

Team Esbjergs trup til semifinale i HTH Ligaen, første kamp, mod København Håndbold lørdag den 27. april kl. 14.00 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg, Maria Mose Vestergaard og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen
Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Rut Jónsdóttir og Line Jørgensen.