Stjernerne skal løfte niveauet ved Balaton-søen

10/05 - 2019

Team Esbjerg-truppen ankom først på aftenen torsdag til det ungarske feriested, Siófok, ved Balaton-søen for at forberede sig til, hvad der bliver alt andet end en badeferie mod den godt 25.000 indbyggere store bys sportslige stolthed.

Siófok KC præsenterede sig i sin første europæiske finale i Esbjerg som en både kollektivt og individuelt stærk enhed. Team Esbjerg skal efter 21-21 på hjemmebane enten spille uafgjort og score flere end 21 mål eller regulært vinde returopgøret.

– Vi vil jagte den europæiske titel på alle mulige måder. Vi er spændte på atmosfæren i hallen, dommerne, og hvad Siófok kan præstere igen. De var dygtige i den første kamp, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

Han sammenligner det første finaleopgør mod Siófok lidt med kvalifikationskampen i november mod Paris 92. Franskmændene formåede ligeledes at komme mentalt oven på undervejs og reducere Team Esbjergs føring til et enkelt mål inden returkampen i Frankrig, hvor det danske hold ordnede det hele.

– Nu vender bøtten lidt mod Siófok. Nu har de en lille stressfaktor, mens vi fra kampens start kan tage den lidt mere med ro, måske i faser tage tempoet lidt ud og se, hvad der sker, og hvilke muligheder der byder sig. Der vil komme tryk på i hallen, men det er et tryk, jeg forventer, at vores spillere sagtens kan håndtere med deres høje internationale og individuelle niveau. De skal bare steppe op i forhold til den første kamp, siger Jesper Jensen.

Flere af Team Esbjergs største profiler, Estavana Polman, Kristina Liscevic og Sandra Toft, præsterede ikke i de højder, der har kendetegnet dem i mange af de afgørende danske og europæiske kampe, de har spillet i de seneste uger. Nu er tiden inde til atter at levere.

Siófok spiller et forsvarsspil, der er atypisk i forhold til den nordiske måde at spille håndbold på. De går efter at dække op, så de samler spillet i midten omkring Andrea Kobetic, Gabriela Perianu og andre høje spillere med et udsøgt paradespil, og den mur formåede Team Esbjerg ikke i tilstrækkelig grad at gennembryde i Esbjerg.

Præsident og byggematador János Fodors moderne håndboldeventyr i Siófok har skabt begejstring, og der meldes om, at klubben kunne have solgt 5.000 billetter til en hal med plads til bare 1.500 tilskuere. Kampen spilles lørdag kl. 20.30, og Jesper Jensen har forsøgt at skubbe døgnrytmen ved først at kalde spillerne til morgenmad kl. 10.00 begge hele dage i Ungarn.

Når søndagen oprinder, og de europæiske guldmedaljer forhåbentlig hænger på stoleryggen på hotellet, går busturen tilbage til Budapest 120 km mod nordøst, hvorfra spillerne flyver til Berlin efterfulgt af en ny bustur hjem til Esbjerg. Her ventes de fremme midt på aftenen.

Men først skal missionen i Siófok fuldføres. Team Esbjerg har spillet store europæiske kampe på udebane før, både tidligere i denne sæson og før den første finale i EHF Cup i 2014. Nu er tiden inde til at præstere stort igen.

Team Esbjergs trup til finalen i EHF Cup, anden kamp, mod Siófok KC Hungary lørdag den 11. maj kl. 20.30 i Kiss Szilárd Arena:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg, Elma Halilcevic og Maria Mose Vestergaard
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen
Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.