Polman, Toft og kollektivet bragte guldet tæt på
18/05 - 2019
Team Esbjerg er blot en sejr fra at sikre sig klubbens andet danske mesterskab i håndbold. Rækken af sejre mod Herning-Ikast Håndbold fortsatte foran godt 3.000 tilskuere i Blue Water Dokken, og cifrene 28-20 er et massivt rygstød inden den første matchbold tirsdag aften i Ikast.
Fra indløbet på banen var opbakningen fra den næsten fyldte arena hårrejsende, og de to hold lod sig inspirere til at give hinanden en lige og intens fight fra kampens start. Team Esbjergs 5-1-forsvar lukkede effektivt af i det første midtjyske angreb, og i den anden ende kæmpede Vilde Ingstad sig til det første straffekast, som Kristina Liscevic dog brændte.
Herning-Ikast var foran 2-0, inden et norsk trekløver med Ingstad, Røsberg og Solberg fik bragt balance, og sidstnævnte skabte den føring med sit mål til 4-3. Fra kampens 10. minut trak HIH-træner Kristian Kristensen sit foretrukne taktiske våben på dagen, syv mod seksspillet, mens hans trænerkollega, Jesper Jensen, svarede igen ved at indlede en rotation i bagkæden for at holde alle spillere friske i finaletempoet.
Efter den norskprægede indledning erobrede Estavana Polman scenen og scorede, som det passede hende. Hun spillede Vilde Ingstad fri til 10-7-føringen og scorede selv syv mål i halvlegen. Reaktionen var, at Helene Fauske blev sat til at følge hende tæt, uden at hollænderen kunne sættes uden for indflydelse. 15-10 ved pausen kunne have været et mål eller to højere, men var betryggende inden fortsættelsen.
Estavana Polman lagde for med at score til 16-10 i anden halvleg, og Sandra Toft fulgte op på en stærk første halvleg med en stor redning. Efter godt to minutters spil i halvlegen blev Herning-Ikasts streg og førstescreener, Sarah Iversen, ramt af sin tredje udvisning for en bevidst fod på bolden, og dermed var en vigtig brik sat ud af spillet. Team Esbjerg øgede til 18-11, inden gæsterne fik en stærk periode. Tonje Løseth sled kampen igennem for at bringe sig på skudhold, og hun lykkedes flere gange med sine bestræbelser. Hun og årets talent i dansk håndbold, Emma Friis, bragte Herning-Ikast på 18-15 og var ved at åbne kampen.
Selv om Helene Fauske scorede sit eneste mål til 21-18, kom modstanderne ikke tættere på, også fordi Sandra Toft valgte at fordele sine redninger helt perfekt. Når HIH fik færten af point, reddede hun. Fauske og Løseth blev mere og mere gennemblødte af den megen spilletid og det godt tacklende Team Esbjerg-forsvar, og kræfterne sivede af den kvalitetsmæssigt smallere trup. Vilde Ingstad brød et angreb og scorede til 24-20 på kontra, Annette Jensen vred en underhånd op i målet, og Kristine Breistøl svang endnu en gang den hammer, hvis succeskriterium er, om bolden er inden for rammen.
I kampens sidste minutter bukkede Sandra Toft sammen efter en simpel redning og blev liggende på gulvet i flere minutter. Hun måtte støttes fra banen, og der gik et gys gennem det ellers feststemte publikum. Hun viste sig at være utilpas og er efter alt at dømme klar til at præstere de samme 44 procent redninger eller flere i Ikast. Hun blev afløst af Rikke Granlund, der på godt to minutter nåede at have to redninger, 100 procent, og score i et tomt Herning-Ikast-mål. Sådan.
Annette Jensen måtte øve sig en gang, før underhånden sad i skabet:
– Det var en god start på finalerne. Nu kan vi gøre det færdig på tirsdag, og det vil være megadejligt. Det kræver, at vi er koncentrerede og tager vare på vore muligheder. Jeg troede, det ville blive tættere i dag, men vi var klar, og så havde vi et fantastisk publikum. Stemningen kunne virkelig mærkes nede på banen.
Ingen over og ingen ved siden af Estavana Polman, der fik et solidt hvil efter pausen oven på opvisningen:
– Det var dejligt med en sejr, og nu er vi et skridt nærmere guldet. Når man i en finale slår Herning-Ikast med otte mål, har man gjort et godt job. I dag viste vi igen, at vi er stærkere og har et mere komplet hold. Det bliver vigtigt ikke at overreagere og stresse i den næste kamp.
Cheftræner Jesper Jensen var især glad for, at kollektivet viste sin styrke:
– Det var en flot sejr, og i omklædningsrummet har jeg rost spillerne for at hjælpe hinanden og gøre hinanden bedre. Spillerne er altid nervøse og pressede op til en finale, men de har en enorm tryghed ved hinanden. De er i den grad et hold. Vi spillede ud fra samme skabelon som i tidligere kampe mod Herning-Ikast, og når vi spillede seks mod seks, stod forsvaret godt. De havde en vis succes med deres syv mod seks-spil. Det bliver spændende at komme til Ikast og spille fra nul igen. Nu er usikkerheden om det kollektive væk, og jeg tror, vi vil komme til at bruge mange spillere igen.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Herning-Ikast Håndbold 28-20 (15-10)
Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 9, Vilde Ingstad 4, Kristine Breistøl 4, Sanna Solberg 3, Marit Røsberg Jacobsen 2, Kristina Liscevic 2, Rut Jónsdóttir 1, Annette Jensen 1, Clara Monti Danielsson 1 og Rikke Granlund 1.
Topscorere HIH: Tonje Løseth 6 og Emma Friis 5.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
HIH: 4
3.018 tilskuere i Blue Water Dokken