20 formidable minutter rakte ikke i Rostov ved Don

02/11 - 2019

I 20 minutter fortsatte Team Esbjerg på det høje internationale niveau fra det første opgør mod Rostov-Don i Esbjerg og førte med både tre og fire mål på russernes hjemmebane i Rostov ved Don.

Så kom Anna Vjakhireva, der sad over med sygdom i det første Champions League-opgør i Esbjerg, på banen, og hun forandrer håndboldkampe. Med sin dynamik og sit instinkt vred hun det Team Esbjerg-forsvar, der ellers havde fortsat takterne fra hjemmekampen, vindt og skævt. Det 24-årige fænomen fra Volgograd vendte næsten egenhændigt kampen, holdkammeraterne voksede, og Rostov-Don vandt 34-26.

-Lige nu sidder vi tilbage med en lidt ærgerlig fornemmelse, for vi synes ikke helt, vi gav den chancen. I 17-18 minutter spillede vi rigtig flot angrebsspil, hvorefter vi begyndte at spille sidelæns og holdt op med at score mål. Det hang naturligvis også sammen med, at Anna Vjakhireva kom ind og gav sine medspillere ro, og vi ikke fik hende dækket godt nok op, sagde cheftræner Jesper Jensen efter det forventelige nederlag.

Estavana Polman indledte kampen med stort overblik og høj klasse, og det samme gjorde en af de andre profiler fra det første opgør, Rikke Poulsen. Men over 60 minutter blegnede de sammen med det meste af holdet, og det udviklede sig til et succeskriterium ikke at tabe tocifret. Det lykkedes.

Kampens to ungarske dommere var årvågne og udviste allerede efter 1:42 minutter Irina Nikitina og fulgte op med yderligere seks udvisninger til russerne, mens det danskbaserede hold kunne nøjes med tre. De mange minutter i overtal medvirkede til at reducere forskellen på de to hold, men over 60 minutter var Team Esbjerg chanceløs på denne udebane.

Estavana Polman og Sonja Frey tegnede sig for Team Esbjergs første fem mål til en føring på 5-2, og Sanna Solberg fulgte op med to mål til en nærmest uhørt 9-5-føring, inden Marit Malm Frafjord blev ramt af holdets første udvisning, og den første antydning af en vending i kampen viste sig.

Anna Vjakhirevas første gerning var at spille fløjen Marina Sudakova fri til udligning til 11-11, og hun viste sig næste gang med et gennembrud til en ny udligning og dernæst med en frispilning af backen Anna Sen til Rostov-Dons første føring, 13-12, hvilket udløste Jesper Jensens første Team Esbjerg-timeout.

Godt et halvt minut inde i anden halvleg blev russerne ramt af en udvisning, og kampens bedste Team Esbjerg-spiller, Sanna Solberg, scorede i overtal og hurtigt efter endnu et mål til 17-15. Der var fortsat kontakt, og Rikke Poulsen reddede storartet en Anna Sen-kontra.

Kort efter blev Frafjord ramt af sin anden udvisning, og Sonja Freys fejlkvote i det offensive spil steg stejlt. I de følgende minutter øgede Rostov-Don på ingen tid til 24-16 og piftede til den næsten fyldte arenas fryd enhver spænding.

-Rostov-Don fik lov til at løbe kontra på os, og jeg synes generelt, vi virkede lidt nervøse i den tid, Vjakhireva var på banen. Måske har vi set for meget god video af hende, for spillerne blev apatiske, og hun fik lov til at dominere spillet. Hun er også bare god, sagde Jesper Jensen.

I en timeout efter 40 minutter appellerede Jesper Jensen om mere tålmodighed i spillet, øjensynligt for at begrænse skaderne på et tidspunkt, da slaget på få minutter var tabt. Kristine Breistøl scorede i et syv mod seks-spil til 24-17, og den ændrede angrebsstrategi fik gang i målscoringen igen, men faretruende blev det ikke for de tårnhøje favoritter, der afsluttede kampen med en gevindscoring af venstrefløjen Kristina Kozhokar til 34-26. På dagen et ærefuldt nederlag for Team Esbjerg.   

Hjemturen fra byen ved Don-floden foregår natten til søndag og slutter i Billund Lufthavn først på formiddagen. Derefter gælder det om at få de tidsmæssige tømmermænd ud af kroppen inden onsdagens svære udekamp i HTH Ligaen mod Silkeborg-Voel KFUM.

Team Esbjerg ligger fortsat lunt til at kvalificere sig til hovedrunden i EHF Champions League med fire point for fire kampe. Næsten kamp i den turnering er søndag den 10. november mod CSM Bucuresti på udebane. Kan holdet spille som i de første 80 minutter mod Rostov-Don, lurer muligheden for en europæisk overraskelse i Bukarest.

Kampen i tal:

Rostov-Dom – Team Esbjerg 34-26 (16-13)

Målscorere Team Esbjerg: Sanna Solberg 7, Sonja Frey 7, Estavana Polman 3, Vilde Ingstad 3, Marit Røsberg Jacobsen 2, Kristine Breistøl 2, Line Jørgensen 1 og Marit Malm Frafjord 1.

Topscorere Rostov-Don: Julia Managarova 6 og Anna Sen 5.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Rostov-Don: 7

3.337 tilskuere i Palace of Sport Rostov on Don