Team Esbjerg-stjerner vil få kamp til stregen
09/07 - 2020
Team Esbjerg har indgået en etårig aftale for den nye sæson med den 26-årige stregspiller, Kaja Kamp, der senest har spillet i TTH Holstebro og var på vej til bundesligaklubben TuS Metzingen, da coronakrisen indtrådte, og spillerne måtte imødese en lønnedgang. Derfor ønskede hun at træde ud af aftalen.
– Jeg ved, at jeg sportsligt tager et stort skridt, for Esbjerg er en stor klub og med et megaspændende setup. Men jeg har mod på at tage chancen og udfordre mig selv. Der er to store spillere foran mig på stregen, men jeg lægger mig ikke fladt ned og vil kæmpe for at få spilletid. Jeg sikker på, at jeg vil udvikle mig som spiller og person ved hele tiden at skulle præstere 100 procent til træning for at kunne hævde mig. Det har også haft stor betydning for min beslutning, at Jesper Jensen er træner, for ham har jeg kun hørt godt om, siger Kaja Kamp.
Aalborg-pigen indledte karrieren i Aalborg DH og spillede derefter fire sæsoner i Vendsyssel Håndbold, inden hun vendte tilbage til Aalborg en sæson. Siden 2018 har hun spillet i TTH Holstebro. Kaja har også gjort sig på et andet underlag, idet hun i fjor var med til at vinde EM i Beach Handball i Polen. I kvartfinalen blev Norge med hendes nye holdkammerat, Rikke Granlund, slået.
Cheftræner Jesper Jensen foretrækker en trup med tre stregspillere og drager paralleller til Clara Monti Danielsson, der lige har forladt Team Esbjerg til fordel for tysk håndbold. Svenskeren måtte kæmpe med Vilde Ingstad og Marit Malm Frafjord om spilletiden, og Kaja Kamp får samme rolle.
– Kaja er typen, der fighter, går all-in, bringer humør og vildskab, og hun er så ærgerrig, at hun ikke er tilfreds med at sidde på bænken. I forsvaret kan hun dække alle positioner og vil også kunne aflaste Sanna Solberg i det offensive forsvar. Hun tør som spiller tage beslutninger og tog et stort ansvar i TTH. Det er et stort spring at komme fra en klub, hvor man var glad for bare at vinde, til en klub med et helt andet forventningspres, siger Jesper Jensen.
Kaja Kamp ser sig selv som en anden type stregspillere end de to andre. Hun er hurtig, opfindsom og mere rykkende på stregen, og så er hun ikke bange for at tage nogle tæsk og rejse sig igen. Den sidste egenskab deler hun med Vilde Ingstad.
Hun er uddannet finansøkonom og har en professionsbachelor i Sport management.