Brændte chancer og stort målvogterspil sendte Team Esbjerg ud af pokalen

07/09 - 2020

Team Esbjerg er ude af Santander Cup efter det første nederlag i en tællende kamp i den nye sæson. Med tre af holdets største profiler ude med skader og en sygdomsramt Stella Muir var 11 spillere oppe mod 16 Nykøbing F.-spillere, og det viste sig at være en numerisk overmagt, der ikke kunne overvindes. Hjemmeholdet sejrede fortjent 28-24, uden at Team Esbjerg for alvor var i nærheden af at vinde.

Den 20-årige hollandske landsholdsspiller, Dione Housherr, spillede sammen med erfarne Lærke Nolsøe, der er forfremmet til anfører, afgørende roller i NFH-sejren, og de blev suppleret af endnu mere rutinerede Johanna Westberg. De gulblusedes hidtidige problemer med at holde modstandernes scoringer nede blev sat på pause af et godt kæmpende forsvar, der bag sig havde en blændende Louise Egestorp i målet. Halspeakeren annoncerede i pausen, at den 26-årige, tidligere Ajax-målvogter havde stået med en redningsprocent på 62, hvilket holdt Team Esbjerg nede på 10 scoringer i første halvleg. Hun overgik dermed en ellers også velspillende Rikke Poulsen i det modsatte mål.

Team Esbjerg var foran 6-4, hvorpå Nykøbing scorede fem mål i træk til en 9-6-føring, som holdet ikke siden gav slip på. Tværtimod. Efter pausen blev forspringet udbygget til 19-13 og 21-15. Karakteristisk for kampens udvikling reddede Egestorp en 100 procents chance fra Mette Tranborg, hvorpå Lærke Nolsøe i et klumpspil erobrede en løs bold foran Rikke Granlund, der havde afløst Rikke Poulsen i målet kort forinden, og scorede fra liggende position. Nykøbing så ud til at ville sejren mere.

Granlund havde i det følgende flere gode redninger og bidrog til, at der med tre Team Esbjerg-scoringer i træk kom en snert af spænding ind i kampen ved stillingen 21-18 og med en samtidig udvisning af Lærke Nolsøe. NFH-træner Jakob Larsen tog med knap 10 minutter igen en timeout og blev hjulpet af Team Esbjergs Marit Malm Frafjord til at genvinde kontrollen, da nordmanden vikarierede som playmaker og serverede et kontraløb til Sofie Olsen. Der var for mange afbrændere og fejl. Det gjaldt også Mette Tranborg, der for sent fik gang i scoringerne, da det hele var afgjort.

-Det var en kamp, hvor vi havde chancen, men hvor vi ikke ramte dagen. Den store overskrift er, at vi brændte alt for mange store chancer, vist over 15, og så stod Louise Egestorp i NFH-målet rigtig godt. Det er svært, når man ligger under med to til fem mål det meste af kampen og synes, det er hårdt at komme tilbage. Vi er inde i en hård periode, og vi må komme med det, vi har, sagde cheftræner Jesper Jensen.

“Sikken fest vi har haft nu i nat…” strømmede ud af højttalerne, da NFH-spillerne kastede sig om halsen på hinanden efter sejren, og Team Esbjerg-spillerne slukørede luskede fra banen efter sæsonens første nederlag. Der er revanche onsdag kl. 18.30 i Blue Water Dokken.

-Det er en ny kamp, hvor vi må se, hvem der har restitueret bedst efter aftenens kamp. Vi tager hjem og kigger video, og spillerne vil kunne se, at vi brændte alt for meget til at vinde den kamp, sagde Jesper Jensen.

Kampen i tal:

Nykøbing F. Håndbold – Team Esbjerg 28-24 (13-10)

Målscorere Team Esbjerg: Marit Røsberg Jacobsen 5, Sonja Frey 5, Mette Tranborg 4, Kristine Breistøl 3, Sanna Solberg-Isaksen 3, Kaja Kamp 2, Marit Maål Frafjord 1 og Annette Jensen 1.

Topscorere NFH: Dione Housherr 8 og Lærke Nolsøe 7

Udvisninger:

Team Esbjerg: 4

NFH: 2

400 tilskuere i Lånlet Arena