Horsens kørt over på vejen mod den femte ligasejr - Frey førte an
16/09 - 2020
Verdensordenen i dansk kvindehåndbold blev genoprettet, da Team Esbjerg hurtigt lagde euforien fra den første sejr i årets DELO EHF Champions League mod tyske Bietigheim bag sig og kompetent løste pligtopgaven mod Horsens HE og vandt 34-25. Den femte sejr i lige så mange kampe i Bambusa Kvindeligaen var dermed en realitet.
-Det gik, ligesom vi havde håbet på. Vi kunne spille 45 minutter med syv mod seks for at få så få dueller som muligt og spare kræfter. Også Horsens spillede på den måde i flere perioder, men det fik vi løst godt. Og så var det dejligt at have Vilde tilbage på banen, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Favoritterne scorede 17 mål i begge halvlege, hvilket afspejler, at holdet bortset fra den indledende 2-0-føring til hjemmeholdet dominerede kampen. Horsens fulgte med til 9-9, hvorpå Team Esbjerg med Sonja Frey som den altdominerende figur og Marit Røsberg Jacobsen som kontraraketten, der ofte udnyttede østrigerens frispilninger eller en meget konstant spillende Rikke Granlunds udkast, begyndte at opbygge et afgørende forspring. Derfra var der aldrig tvivl om udfaldet. Forsvaret omkring Marit Malm Frafjord lukkede effektivt af, og sammen med stregkollegaen Kaja Kamp var nordmanden lige så sikker i angrebet.
Mette Tranborg fik gang i scoringerne fra begyndelsen af anden halvleg og var med til at udbygge forspringet, der nåede sit højdepunkt med Elma Halilcevic’ kontrascoring til 30-18.
Vilde Ingstad fik sæsondebut i slutningen af første halvleg, trak i hele kampen to straffekast og scorede to mål, begge gange betjent af Annette Jensen, der drevent spillede en hovedrolle efter pausen. Hun tog over fra Sonja Frey, der i halvlegen før præsterede hele ni assists.
Frey blev set over 60 minutter kun overgået af Horsens’ store strateg, svenske Melissa Petrén, der udfyldte rolle som spilstyrer, straffekastskytte og afslutter ved enhver blottelse til noget nær perfektion, men ikke alene kunne skabe en ny sensation.
Da Team Esbjerg besøgte Forum Horsens i februar, havde holdet det eneste udfald i sæsonen og tabte 26-24. Denne gang blev der ikke efterladt nogen tvivl.
Team Esbjerg ser nu frem mod søndagens storkamp i Champions League mod CSM Bucuresti. Kampen spilles kl. 14.00 i Blue Water Dokken.
-Den kamp glæder vi os til. Blot ærgerligt, at der fortsat er coronarestriktioner, og vi ikke kan have alle de tilskuere inde, vi gerne vil, sagde Jesper Jensen.
Kampen i tal:
Horsens HE – Team Esbjerg 25-34 (12-17)
Målscorere Team Esbjerg: Marit Røsberg Jacobsen 8, Mette Tranborg 5, Sonja Frey 4, Annette Jensen 4, Marit Malm Frafjord 3, Kaja Kamp 2, Sanna Solberg 2, Vilde Ingstad 2, Elma Halilcevic 2, Kristine Breistøl 1 og Rikke Granlund 1.
Topscorer Horsens: Melissa Petrén 13
Udvisninger:
Team Esbjerg: 0
Horsens: 1
496 tilskuere i Forum Horsens