Skanderborg er ikke bare en station på vejen mod større bedrifter

23/09 - 2020

På en togtur er Skanderborg ofte et stop på vej mod større destinationer, men i håndbold er det ikke bare en by, man kører forbi. Det viste byens håndboldkvinder onsdag aften i en kamp, hvor holdet ganske vist kæmpede for at hænge på i første halvleg, men efter pausen var oppe på at føre med fire mål, inden en logisk vending rettede op på verdensordenen og ledte til en Team Esbjerg-sejr på 27-24.

-Skanderborg spillede, som jeg havde ventet, med en masse spidskompetencer og med et matchhjerte. Jeg er rigtig glad for sejren, som vi lærte mere af, end hvis vi havde vundet stort. Vi lærte frem for alt, at vi skal være effektive. Faktisk spillede vi en god første halvleg, men brændte otte-ni 100 procents chancer, og Skanderborg fik nogle mål, vi skulle have forhindret. Vi kom til at tage dårlige beslutninger og mangle energi efter pausen, men heldigvis lykkedes det at vende kampen, sagde en lettet cheftræner Jesper Jensen.

Med til historien hører, at Sonja Frey måtte opgive at spille med en belastningsskade i den ene hofte, og at Marit Røsberg Jacobsen led af eftervirkningerne af et slag i hovedet i Champions League-kampen mod CSM Bucuresti søndag. Hun spillede kun et kvarters tid, inden Elma Halilcevic måtte træde til og vikariere i højresiden. I forvejen er stjernespillerne Estavana Polman og Line Jørgensen som bekendt ude en rum tid. I flere andre profilers fravær førte Sanna Solberg an ved at score sit holds første tre mål og fem af de første syv – uden spildprocent.

Den miserable trupsituation på dagen skal ikke tage æren fra Skanderborg. De hvidblusede holdt et godt boldtempo og skabte selv de åbninger i Team Esbjergs ikke alt for pålidelige forsvar, som skulle til for at komme til pausen blot bagud 11-13. En stor del af æren for den pausestilling tilfaldt derudover en blændende Sophie Moth i målet. Men det lå til, at de tårnhøje favoritter ville trække fra i anden halvleg.

Kampen udviklede sig helt anderledes. På blandt andet to kontramål af Emilie Pedersen fik Skanderborg ikke bare udlignet, men også bragt sig foran 14-13, og det blev 16-13 ved gæsternes største individualist, Sofia Deen, inden Jesper Jensen mistede tålmodigheden og kaldte til envejskommunikation.

Efter timeouten begyndte Vilde Ingstad, der var en af første halvlegs syndere, at score mål. Skanderborg leverede en utilsigtet foræring med en udskiftningsfejl oven i en udvisning, som i et minut bragte Team Esbjerg i overtal seks mod fire i markspillet. Rikke Poulsen, der havde afløst Rikke Granlund nogle minutter ind i anden halvleg, tog det første af to straffekast på et velvalgt tidspunkt.

Men Skanderborg var ikke færdig med at føre sig frem. Holdet førte med 21-18 og 22-19, og gulvpigerne løb i pendulfart for at tørre sved – angstens, så ikke flere end Sarah Stougaard kom til skade. Hun blev båret ud efter en tackling, der kostede Elma Halilcevic en udvisning.

De sidste 10 minutter af kampen tilhørte Team Esbjerg. Fire mål i træk bragte holdet foran 23-22, og dirigeret af en kløgtig og scorende Annette Jensen vejrede det fortsat sparsomme publikum, hvilken vanlig vej, det ville gå. Kristine Breistøl steg til vejrs fra ni meter og skabte afgørelsen med sit mål til 26-24.

Under kampen indløb den endelige bekræftelse på, at kampen i DELO EHF Champions League mod RK Krim Mercator lørdag i Ljubljana er udsat, da en af modstandernes spillere er ramt af covid-19, og truppen er i karantæne i 10 dage. Med en forestående landskamppause indebærer det, at første klubkamp er mod Herning-Ikast-Håndbold 7. oktober.

-Kampen mod Bukarest trak mange ressourcer, både fysisk og mentalt, og så havde vi endnu en spiller, Sonja, ude i dag. Jeg er meget glad for de to point, og at Stella Muir kom i spil og gjorde det godt, sagde målvogter Rikke Poulsen.

Hun er sikker på, at holdet kunne have bygget sig op til at levere en god præstation i Slovenien, men måske var det alligevel ikke så dårligt at undgå at skulle gennem et hidsigt rejseprogram og få en lille kamppause. Kampen mod Skanderborg indikerede, at tidspunktet ikke er så ringe.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Skanderborg Håndbold 27-24 (13-11)

Målscorere Team Esbjerg: Sanna Solberg-Isaksen 7, Kristine Breistøl 6, Annette Jensen 6, Vilde Ingstad 3, Marit Røsberg Jacobsen 2, Marit Malm Frafjord 1, Mette Tranborg 1 og Elma Halilcevic 1.

Skanderborg: Sofia Deen 6

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

Skanderborg: 2

450 tilskuere i Blue Water Dokken