Også Herning-Ikast kunne Frey & Co. overvinde i temporigt topopgør
07/10 - 2020
Det lignede længe en kamp, der ville blive afgjort på de yderste marginaler, da Herning-Ikast tog imod Team Esbjerg i topopgøret i IBF Arena. Men efter en yderst jævnbyrdig første halvleg lykkedes det mestrene at opbygge et forspring på fem mål i de første godt 10 minutter efter pausen, og det kom hjemmeholdet anført af en blændende Stine Skogrand til at halse efter i den resterende del af kampen. Sejren på 36-33 i den temporige forestilling var Team Esbjergs syvende i træk i den nye sæson og befæstede positionen i toppen af Bambusa Kvindeligaen.
-Selv om Herning-Ikast scorede 33 mål, føler jeg egentlig, at vi havde styr på det, vi gerne ville have, i forsvaret. Individuelt traf vi dog nogle dårlige beslutninger undervejs, og de havde høje scoringsprocenter fra fløjene. Men vi bevarede roen, da de begyndte at spille syv mod seksspil i anden halvleg, og vi var i stand til at stjæle bolden fire gange og score i et tomt mål, sagde en yderst tilfreds cheftræner, Jesper Jensen.
Hans trænerkollega, Kasper Christensen, trak overtalsspillet i angrebet op af værktøjskassen, da Team Esbjerg førte 24-19 og for første gang i kampen var foran med cifre, der kunne blive afgørende. Gæsterne udbyggede føringen til 26-20, hvorefter det lykkedes HIH at rykke nærmere. Stillingen var 29-25, da først Sanna Solberg og dernæst Sonja Frey blot 27 sekunder senere blev vist ud, og Herning-Ikast havde den store mulighed for at skabe en vending. Det lykkedes da også at nå op på 28-30 og senere 29-30, begge gange ved kampens topscorer, Stine Skogrand. Kampen var på vippen, indtil en anden af anden halvlegs store spillere, raketten Marit Røsberg Jacobsen, med to hurtige mål øgede til 33-30, det sidste Team Esbjergs 12. kontramål, ofte igangsat af målvogter Rikke Poulsens knivskarpe udkast. Det overvandt modstanderne ikke.
Vilde Ingstad nød godt af bagspillerne Sonja Frey, Mette Tranborg og Kristine Breistøls gode blik for spillet i et i perioder meget hurtigt angrebsspil og spildte ikke et af sine syv scoringsforsøg. Den norske jernkvinde er for alvor tilbage.
Det samme var Sonja Frey, der før landskamppausen sad over med hofteproblemer i en kamp, men i topkampen var tilbage som holdets generator og temposætter.
-Når Frey får et så stort område at spille i, er hun svær at slå på fart. Også dejligt at se Vilde spille så godt efter skadespausen. Jeg er superglad for, at vi atter kan sætte to point ind på kontoen, og nu gælder det om at holde fast. Det er ikke noget problem af spille to kampe om ugen, og jeg har ikke indtryk af, at vi fysisk er smadrede. Det er rejseplanerne til udekampe i Champions League, der tærer mest, sagde Jesper Jensen.
Han og spillerne retter nu fokus mod hjemmekampen mod ungarske FTC-Rail Cargo søndag kl. 14.00 i Blue Water Dokken.
Kampen i tal:
Herning-Ikast Håndbold – Team Esbjerg 33-36 (15-15)
Målscorere Team Esbjerg: Sonja Frey 9, Marit Røsberg Jacobsen 9, Vilde Ingstad 7, Kristine Breistøl 4, Mette Tranborg 3, Sanna Solberg-Isaksen 2, Marit Malm Frafjord 1 og Annette Jensen 1.
Topscorer Herning-Ikast: Stine Skogrand 12
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
Herning-Ikast: 0
414 tilskuere i IBF Arena