Topopgør mellem to hold med mentale ligheder
30/10 - 2020
København Håndbold med playmakeren Mia Rej som den altdominerende motor bidrog med 31-25-hjemmesejren over Viborg HK til, at Team Esbjerg er tilbage på førstepladsen i Bambusa Kvindeligaen. Lørdag aften gæster københavnerne Blue Water Dokken til et topopgør, der kunne have fortjent langt flere end i alt 500 personer i hallen.
– Vi har en målsætning om at forblive nummer et i ligaen, velvidende at vi mangler at spille mod blandt andre København og Viborg i første turneringshalvdel. Det vil være et stort skridt at vinde hjemme over København, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.
København tabte tidligere stort hjemme til Herning-Ikast og havde et decideret udfald mod Randers HK på Frederiksberg, men ellers har holdet vundet sine kampe. Truppen har mistet masser af erfaring i skikkelser af Linn Blohm, Debbie Bont og Anne Cecilie la Cour, hvortil kommer et par langtidsskader. Lykkeligvis vendte stregspilleren Christina Haurum hjem fra udlandet i september.
– København burde ikke kunne slå Viborg, men minder lidt om os på den måde, at man kommer med, hvad man har. Deres dna minder meget om det, vi forsøger at få frem. Vi skal have styr på deres kontraspil, for står vi seks mod seks i det etablerede spil, tror jeg, vi har gode muligheder, siger Jesper Jensen.
Han og spillerne har først og fremmest brugt ugens usædvanligt lange spænd mellem to kampe til at slappe af. Og så har trænerteamet talt med spillerne om risikoen for, at rytmen kan blive ødelagt, når hoveder og kroppe er vænnet til at spille stort set hele tiden og så pludselig får en pause. Der er håb om, at truppen bliver forstærket af Marit Røsberg Jacobsen og Vilde Ingstads comeback efter skader.
– Jeg tror mest på, at Røsberg kan få spilletid, og det skal gerne være et plus, når spillere vender tilbage, i stedet for samme niveau med flere spillere. Faremomentet kan være, at andre slækker lidt, siger Jesper Jensen.
Han har stor tillid til, at spillerne klarer de nævnte udfordringer, og han roser deres indstilling til at løse opgaverne i den rækkefølge, de opstår. Efter hjemkomsten fra Metz søndag måtte de atter sætte sig i bussen mandag for at køre til et visumkontor i København og aflevere et fingeraftryk for at få formaliteterne på plads inden næste weekends tur til Rostov-Don.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod København Håndbold lørdag den 31. oktober kl. 18.00 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.