Team Esbjerg smed mulighederne i floden og ser frem mod intens bundstrid
07/11 - 2020
Team Esbjerg havde mulighederne, men manglede kølighed i kampens afgørende faser, og favoritterne fra Rostov-Don trak fra i slutminutterne til en 28-24-sejr, der ikke rigtig nåede at blive truet.
Ganske vist fulgte Team Esbjerg med til 19-19 og fik hjælp af en russisk udvisning, men i det første angreb valgte Marit Malm Frafjord fra en position i bagkæden at lave et alt for hasarderet indspil. Viktoriya Borschenko scorede i undertal på et straffekast, og da Team Esbjerg – stadig i overtal – på ny smed bolden væk, kunne Rostov-Dons bedste spiller, klassefløjen Iuliia Managarova, øge til 21-19. Det mislykkede overtal sved hårdt.
-Vi manglede at være effektive. I sådanne kampe kan man ikke tillade sig at falde ud på de tidspunkter. Jeg synes især i første halvleg, vi havde muligheder, som vi ikke udnyttede. Den manglende udnyttelse af seks-syv åbne chancer før pausen og så det overtal ved 19-19 blev ekstremt dyrt for os, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Ganske vist scorede Mette Tranborg to mål i træk lige efter og holdt Team Esbjerg inde, hvorefter Rikke Granlund flot reddede et kontraforsøg af Managarova. I det næste angreb brændte Frafjord i en situation, da hun blev generet til et muligt straffekast. De to backs, Kristine Breistøl og Mette Tranborg, brugte 15 forsøg til at score fire mål, og dermed var det primært overladt til en altid heroisk kæmpende Sonja Frey og fløjene at skabe sprækker i den russiske fæstning.
Med Marit Røsberg Jacobsen som den store individualist kom danskerne ellers godt fra start i kampen. Den tilbagevendte fløj scorede fem af sine otte mål – på otte forsøg – før pausen. Team Esbjerg-forsvaret omkring Frafjord havde godt styr på Anna Vyakhireva, der senere i kampen viste sig sværere at tøjle.
Der var øjeblikke af individuel høj klasse i løbet af kampen, blandt andet Kaja Kamps flotte kontrafrispilning af Røsberg til stillingen 25-23 på et tidspunkt, da holdet fortsat havde troen på point, men reelt havde russerne mere at spille med i slutfasen. Flere fejl blev nådesløst straffet, og backen Vladlena Bobrovnikovas scoring til 27-23 i det 58. minut var dødsstødet.
-Vi er sådan et rart hold med søde piger, og i dag kunne vi have behøvet et dumt svin, der var mere kynisk. Vi er gode til det, vi kan, men i denne sæson har vi ikke helt det dræberinstinkt, vi havde i Champions League i fjor. Vi savner netop fire af de spillere, der har den egenskab, og til dem kan vi lægge Kaja Kamp. Og så vil jeg gerne sige, at dommerniveauet er for lavt, hvilket, jeg synes, er ærgerligt, når det øvrige produkt i turneringen er så stærkt, sagde Jesper Jensen, uden ønske om at bruge dommerkendelser som bortforklaring.
Der var hjælp at hente fra en uventet kant, da SG BBM Bietigheim vandt en storsejr på 35-24 over FTC-Rail Cargo i Budapest, og dermed trak bundfeltet i DELO EHF Champions Leagues gruppe A sammen. Fire hold kæmper om to pladser, der giver videre adgang i turneringen.
Team Esbjerg-truppen vender hjem søndag aften efter en ny strabadserende rejse og ser frem mod to voldsomme udfordringer i den kommende uge. Først topopgøret mod Viborg HK torsdag aften og dernæst returmødet med Rostov-Don søndag eftermiddag.
Kampen i tal:
Rostov-Don – Team Esbjerg 28-24 (15-13)
Målscorere Team Esbjerg: Marit Røsberg Jacobsen 8, Sonja Frey 4, Sanna Solberg-Isaksen 3, Mette Tranborg 3, Kaja Kamp 2, Marit Malm Frafjord 2, Kristine Breistøl 1, og Annette Jensen 1.
Topscorere Rostov-Don: Iuliia Managarova 7, Vladlena Bobrovnikova 5 og Viktoriya Borschenko 5.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Rostov-Don: 2
700 tilskuere i Palace of Sport “Rostov Don”