Team Esbjerg trænger til en Champions League-pause efter det sjette nederlag

22/11 - 2020

Det spiller ikke for Team Esbjerg i denne sæsons DELO EHF Champions League. Mange så en mulighed for at få en succesfuld 2020-afslutning på et yderst blandet gruppespil og gentage sejren fra det seneste møde med Metz Handball i Esbjerg, men det blev i stedet til det sjette nederlag i otte kampe, denne gang med cifrene 28-25.

Efter Team Esbjergs opmuntrende 4-2-føring i indledningen førte franskmændene an med en startsyver bestående af slovenske Tjasa Stanko, danske Louise Burgaard og banens højeste, kroatiske Camila Micijevic, i bagkæden. Og på stregen havde Metz ukrainske Olga Perederiy, der ud over at fuldende det multinationale udtryk voldte en del kvaler for forsvaret.

Louise Burgaard bragte Metz på 11-7, og holdet var god til at spilde tiden under en udvisning. Det begyndte at ligne, at gæsterne ville udbygge forspringet og gå komfortabelt til pausen. Men fra 9-12 scorede Team Esbjerg syv mål i træk på mindre end ni minutter i sin bedste periode i kampen. Nerea Pena kom ind og satte et stærkt aftryk, Marit Røsberg Jacobsen fik tilgivelse for en stor afbrænder med to mål i opturen, og Sonja Frey afrundede halvlegen med et af sine karakteristiske gennembrud til 16-12. Rikke Poulsen hindrede med en fodparade, at Metz fik reduceret inden pausen. Det så godt ud.

Man siger, at hvad der kommer let, går let, og Team Esbjerg formåede i begyndelse af anden halvleg at sætte omtrent lige så meget til, som holdet havde godtgjort i de sidste 10 minutter før pausen.

Mette Tranborg indledte med at score, men blev derefter vist ud, og det overtal vandt Metz med hele tre mål. Det er naturligvis ikke acceptabelt i en international kamp. Sonja Freys fejlkvote steg, og østrigeren lavede ind imellem genialiteter, som da hun snittede igennem Metz-forsvaret med en frispilning til Marit Malm Frafjords kontrascoring til 20-17. Team Esbjerg havde fortsat alle muligheder, men de blev ødet væk med store afbrændere og af en flok franskmænd, der fik fik sus i nederdelene. Backen Meline Nocandy var en nydelse at følge, og også wingen Jurswailly Luciano markerede sig fint.

Kampens rumænske dommere kom mere i fokus, efterhånden som afgørelsen nærmede sig. Frafjord brokkede sig til en udvisning, da hun protesterede mod en kendelse for angrebsfejl. Metz holdt en føring på et par mål, som Team Esbjerg havde svært ved at indhente, og det hjalp heller ikke, at Kaja Kamp ikke fik et straffekast, da hun måtte skyde igennem en modstander med begge ben i straffekastfeltet.

Cheftræner Jesper Jensen forsøgte sig i afslutningen syv mod seksspillet med Marit Malm Frafjord som playmaker og to andre stregspillere på banen. Burgaard skabte afgørelsen med kampens afsluttende mål til 28-25, og Frafjord lobbede på overliggeren.

Rikke Poulsen havde fem redninger, og Rikke Granlund havde ingen, da hun var inde i en periode i anden halvleg. Heller ikke målvogterne nåede topniveauet.

Jesper Jensen var skuffet:

– Metz er et stort hold, som man altid kan tabe til, men jeg er skuffet over vores egen præstation i dele af kampen. Vi spiller 50 gode minutter, men taber 10 minutter af anden halvleg med seks mål. Det er desværre den samme historie, når vi spiller mod nogle af verdens stærkeste hold, at vi ikke er i stand til at afgøre kampene.

Cheftræner Emmanuel Mayonnade, Metz Handball:

– Jeg er meget glad for, at vi var i stand til at vinde på en svær udebane. Heldigvis kom vi tilbage efter en dårlig periode i første halvleg.

Louise Burgaard, Metz, om at spille i en covid-19-tid:

– Jeg er bare glad for, at vi kan spille. Det har været en mærkelig sæson, men når vi holder os til protokollen, kan vi stadig være på banen, og jeg håber, det fortsætter.

Nerea Pena led sit andet Champions League-nederlag, siden hun kom til Team Esbjerg:

– Jeg er skuffet over vores præstation ligesom Jesper, men personligt er jeg glad for at spille Champions League igen. Vi havde virkelig mulighederne i dag. Nu får vi en pause under EM, og jeg tror, det er godt for os. Forhåbentlig kan vi vende stærkt tilbage og vinde nogle kampe.

Team Esbjergs Mette Tranborg får mere at se til sin træner, når hun møder ind i landsholdslejren mandag og møder landstræner Jesper Jensen. I løbet af ugen møder Danmark to gange Norge med en håndfuld Team Esbjerg-spillere i de sidste testkampe inden EM.

Næste kamp i Bambusa Kvindeligaen er topopgøret mod Odense Håndbold tirsdag den 29. december.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Metz Handball 25-28 (16-12)

Målscorere Team Esbjerg: Mette Tranborg 5, Nerea Pena 5, Sanna Solberg-Isaksen 4, Marit Røsberg Jacobsen 3, Sonja Frey 3, Marit Malm Frafjord 2, Kristine Breistøl 2 og Vilde Ingstad 1.

Topscorere Metz: Meline Nocandy 5 og Louise Burgaard 5

Udvisninger:’

Team Esbjerg: 3

Metz: 2

450 tilskuere i Blue Water Dokken