Rikke Poulsen fortsætter i ”verdens fedeste job”

05/12 - 2020

Rikke Poulsen har indgået en ny etårig aftale med Team Esbjerg gældende til 30. juni 2022. Beslutningen har på alle parametre været ukompliceret, og den 34-årige målvogter ser frem til at opnå nye resultater med klubben ud over den guldmedalje i 2020, som var den første i karrieren på topplan.

– Jeg har verdens fedeste job. Både jeg selv håndboldmæssigt og min familie har det godt i Esbjerg. Vi var i gang med at nå det helt store og præstere den bedste sæson i klubbens historie, både herhjemme og i Europa, da coronaen ramte. Derudover bliver jeg udfordret dagligt til træning. Jeg var lidt forbeholden over for, hvad jeg fik fortalt om klubben på forhånd med det familiære og alt det der, men det holder alt sammen. Jeg føler mig hjemme i klubben og i byen, og der er en rød tråd i, hvad ledelsen foretager sig, siger Rikke Poulsen.

Landstræner Jesper Jensen har indkaldt hende som den 17. spiller i EM-truppen, velvidende at hendes kvaliteter rækker langt ud over at forhindre modstanderne i at score for mange mål.

– Rikke er et samlingspunkt i klubben. Hun fylder meget i et rum og har et enormt positivt og socialt sind. Hun er en dygtig målvogter og er god til at samarbejde med alle, også sin nære kollega i målet. Vi er for længst blevet bekræftet i, at hun fortsat har drive og ambitioner, og jeg tror, hun kommer til at stå i mål mange år endnu. Det vil utvivlsomt glæde vores normalt store publikum, der godt kan lide spillere med vildskab og følelser, siger hendes klubtræner, Jesper Jensen.

Rikke Poulsen kom til Team Esbjerg inden 2019-2020-sæsonen efter fem sæsoner i Viborg HK. Blandt de tidligere klubber er Vejen EH, hvor hun en sæson havde Jesper Jensen som træner. Foruden dygtige medspillere med mange forskellige kompetencer fremhæver hun sin cheftræners evne til at få det bedste frem i spillerne. Selv trives hun med at give til holdet både på og uden for banen.

– Jeg har det godt, hvis folk omkring mig har det godt, og jeg er sådan indrettet, at jeg ikke har fine fornemmelser, heller ikke over for unge spillere. At tage et ansvar over for holdet kan fint forenes med at stille meget høje krav til mig selv. Jeg får ekstra energi af at være til træning med de spillere og det trænerteam, siger Rikke Poulsen.

Hendes ambitioner rækker til både at præstere på et af Danmarks bedste klubhold og landsholdet, hvor hun har spillet 72 landskampe. Opbakningen fra sin mand, Brian Løjmand, og familien behøver hun ikke tvivle på, og sønnen Sylvesther trives ligeledes.