Team Esbjerg tog pusten fra København Håndbold til sidst

31/03 - 2021

Gæsterne fra København Håndbold gav Team Esbjerg kamp til stregen i Bambusa Kvindeligaens slutspil. Problemet for gæsterne var, at det kun var i opgørets første 40 minutter. Herefter stod der Team Esbjerg på det hele, og derfor blev det også til en sejr på hele 10 mål til værterne på 33-23.

Kampen begyndt i et hæsblæsende tempo. Normalt er esbjergensere vant til en stærk vind, men ikke når denne kommer fra øst. Intensitet var høj, men det førte også til mange fejl fra begge hold.

Opgøret bølgede frem og tilbage, men det var altid med Team Esbjerg i førersædet. De kunne dog ikke sidde stille på dette sæde, for København Håndbold gav ikke op. For hver gang et forspring var skabt, svarede de tilbage og fik kontakt med hjemmeholdet. Det skete gang på gang.

Men fejlene var selvforskyldte, og det gav cheftræner Jesper Jensen noget at arbejde med. For hvis disse kunne minimeres, så ville en sejr være inde for rækkevidde.

– Vi lavede mange unødvendige fejl, hvor vi lige smed bolden ud over sidelinjen eller ligende. Derfor var der også en del ting at rette op på. I pausen snakkede vi meget om at holde et mentalt fokus. Rent taktisk havde jeg ikke meget at snakke om, fortalte Jesper Jensen efter kampen.

Kynisme kom igen på tale. Chancerne i første halvleg var store, men der blev brændt for meget. Derfor gik Team Esbjerg til pause med en smal føring på 16-14.

Efter pausen så det i kort tid ud til, at København havde tænkt sig at lege med helt til slut. Men efter 40 minutter ramte de en dårlig periode.

De kom op på 16-16, og så skruede hjemmeholdet bissen på. Næste periode blev vundet med 7-1, og dermed havde pausesnakken hjulpet.

– Vi snakkede om, at vi skulle har mere energi. Vi havde det fint i kampens indledning, men vi skulle finde lidt mere til anden halvleg. Det fandt vi, og vi gjorde det, som vi snakkede om i pausen, sagde Nerea Pena efter kampen.

Team Esbjerg så sig ikke tilbage herefter. Kynismen havde fundet sig ind i holdet, der straffede de mange fejl, som København Håndbold lavede samt en effektivitet, der igen var i top. Det blev til flere kontramål efter fine forsvarsaktioner samt redninger fra Rikke Marie Granlund.

Derfor var al spænding i kampen væk, da der manglede 10 minutter. Det førte også til vigtige spilleminutter til både Line Myers og Estavana Polman i kampens afslutning.

– Jeg er superglad for resultatet. Vi har taget et stort skridt mod semifinalerne nu. Vi vidste, det ville være en svær kamp mod et godt hold, så jeg er tilfreds, afsluttede Jesper Jensen.

Sejren betyder, at Team Esbjerg stadig fører slutspilspulje A i Bambusa Kvindeligaen med seks point efter de første to kampe. Herning-Ikast følger efter med fem point, mens København Håndbold og Silkeborg-Voel KFUM begge har nul.

Næste opgør er mod Herning-Ikast i et direkte duel i toppen af gruppen. Det opgør spilles på onsdag den 7. april klokken 20.30 i Herning

Kampen i tal:

Team Esbjerg – København Håndbold 33 – 23 (16 – 14).

Målscorere Team Esbjerg: Marit Røsberg Jacobsen 9, Annette Jensen 5, Kristine Breistøl 4, Mette Tranborg 4, Marit Malm Frafjord 3, Sanna Solberg 2, Nerea Pena 2, Sonja Frey 2, Kaja Kamp 1, Vilde Mortensen Ingstad 1.

Topscorer København Håndbold: Andrea Hansen 6.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 4

København Håndbold: 4

0 tilskuere i Blue Water Dokken, Esbjerg.