Medaljer vil pynte på en godkendt sæson
24/05 - 2021
Med det uafgjorte resultat fra det første bronzeopgør i Bambusa Kvindeligaen i Esbjerg mod Herning-Ikast Håndbold er alt stadig åbent inden det andet opgør på tirsdag. Vinderen af opgøret vil dermed tage metallet hjem, mens taberen går på sommerferie tomhændet.
Og de to hold har gennem sæsonen været meget jævnbyrdige. De har slået hinanden på kryds og tværs, men med et midtjysk overtag i foråret. Derfor var der forbedringer – og ikke kun resultatmæssigt – at spore fra kampen i lørdags, som endte 29 – 29.
Det er nu sjette gang de to hold står overfor hinanden, og derfor er det meget begrænset, hvad man kan komme med at nye tiltag. Derfor fortæller cheftræner Jesper Jensen også, at den korte pause mellem opgørene ikke bliver brugt på træningsbanen, men i stedet i møderummet.
– Der bliver ikke meget arbejde for os. I stedet kommer vi til at snakke mere om, hvad vi kan gøre bedre. For det bliver i store træk tale om en lignede kamp igen på tirsdag. Der er dog to ting, som vi skal have styr på. Vi skal være bedre i returløbet, da de scorede mange mål på det i første opgør, og så skal være bedre til at komme frem i forsvaret, da de scorede flere mål, hvor en hånd var oppe og de var presset, siger Jesper Jensen.
Møderne skal handle om, at holdet skal blive bedre til at kommunikere med hinanden. En klar kommunikation i et returløb kan være med til at sætte en stopper for mange af de kontramål, som Herning-Ikast Håndbold fik. For de var en torn i øjet på en defensiv, som cheftræneren var tilfreds med.
Offensivt handler det om at udnytte chancerne, men også at være mere rolig med bolden. De tekniske fejl og fejlafleveringerne er blot med til at sætte den midtjyske kontramaskine i gang, og derfor skal de minimeres.
Hvis en vinder findes i opgøret på tirsdag, betyder det også, at truppen kan gå på ferie. For nogen betyder det træningslejr for deres respektive landshold inden OL senere på sommeren, mens det for andre gælder om at lade op til næste sæson.
Den skulle gerne være med tilskuere på lægterne. Lyden af fansene fra lørdags kamp lyder stadig som et ekko hos truppen, der var lykkelige over, at de igen mærkede energien fra tilskuerne. Savnet af dem har været stort i denne sæson, og det er også det, som Jesper Jensen vil huske 2020/21-sæsonen for.
– De manglede tilskuere. Det er der ingen tvivl om. Selvom vi kun fik uafgjort i lørdag, så var der en stor glæde i truppen over at spille foran dem igen, for det gør noget for kampen og intensiteten, siger cheftræneren.
Han vil også se tilbage på en sæson, hvor skader har været afgørende. Og hvor det hele tiden har været lige ved og næsten for Team Esbjerg.
– Hver gang en ny sæson starter, går vi efter at bliver danske mestre. Når det ikke sker, skal vi kigge på hvorfor, og der var nogen parametre, vi ikke selv kunne styre. Derfor er sæsonen godkendt uden at være prangende. At blive grundsspilsvinder er flot, og så synes jeg også, at vi har været hæderlige i Champions League. Vi har ikke fået sejrene, men vi har vist, at vi kan være med, og at vi ikke er langt fra toppen, siger Jesper Jensen.
Kampen på tirsdag er stadig uden Estavan Polman. Sonja Frey forventes heller ikke at blive klar. Ellers vil resten af mandskabet stå til rådighed i jagten på bronzemedaljerne.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaens, anden bronzekamp mod Herning-Ikast Håndbold tirsdag den 25. maj kl. 20.00 i IBF Arena:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg, Line Myers og Nerea Pena.