En tredjedel af Team Esbjerg kom hjem med OL-bronze
20/08 - 2021
De Olympiske Lege i Tokyo blev tidligere på måneden afsluttet efter et års udsættelse grundet pandemien. Set med Team Esbjerg-øjne endte det med metal i form af fem bronzemedaljer til flere af holdets nordmænd.
Sanna Solberg, Marit Røsberg Jacobsen, Kristine Breistøl, Marit Malm Frafjord og Henny Reistad var alle en del af det norske hold, der spillede en tredjeplads hjem. Rusland viste sig at være en tand bedre på dagen, da de vandt med et mål i semifinalen, selvom nordmændene var tæt på et bemærkelsesværdigt comeback. I bronzekampen havde de ingen problemer med at slå de svenske naboer, og endnu en bronzemedalje kom dermed i hus.
Fra Danmark fulgte cheftræner Jesper Jensen nøje med. Og han så fem spillere, der viste sig fra deres bedste side under hele turneringen.
– Jeg syntes, at de alle gjorde det flot med den spilletid, de fik. De præsterede inde for de rammer, som de havde. De var ikke selv herre over deres rolle på holdet, men dem, de fik uddelt, udførte de fint. De spillede med stor selvtillid, og det var enormt fedt at se. Her i klubben er de vant til at være frontløbere, men nu skulle de i en rolle, hvor de ikke var chefer, og det kunne de gøre, siger Jesper Jensen.
Meget tydede på, at det kunne have været seks spillere, som Team Esbjerg sendte til Tokyo sammen med det norske landshold. Vilde Mortensen Ingstad var også med i bruttotruppen, men en skade satte en stopper for hendes OL-drømme.
Stregspilleren har i stedet fået en længere ferie i modsætning til sine landsmænd. Turneringen har kostet mange ressourcer hos spillerne. De stødte til resten af Team Esbjerg for en uge siden efter lidt ekstra ferie, og den manglende pause skal staben i klubben have i tankerne.
– Vi skal have respekt for det. Det bliver en udfordring, og det må vi forsøge at forholde os til. Det gælder om at give dem pauser hen ad sæsonen, for der kommer også et VM til december. Derfor kan hovedet og kroppen eksplodere, så det skal vi holde øje med, siger Jesper Jensen.
For mange var der også et ekstra øje på Henny Reistad under turneringen. Den nye spiller i klubben skabte et godt indtryk på mange, og Jesper Jensen så også mange gode ting fra sin nye bagspiller.
– Hun var fjerdevalg i deres bagkæde, og selvom hun ikke startede, var hun virkelig effektiv. Hun fik et slag på skulderen, og efter den kom hun ikke op på samme niveau, men inden var hun næsten fejlfri, siger cheftræneren.
For flere af Team Esbjergs-spillere var det deres første OL. Marit Frafjord har tidligere deltaget – og vundet – det prestigefyldte guld, mens Sanna Solberg var med til at vinde bronze i Rio i 2016.