Henrivende Henny henrykker Dokken
22/09 - 2021
Silkeborg-Voel KFUM kom til Esbjerg med en plan, men i aftenens kamp i Bambusa Kvindeligaen havde Team Esbjergs Henny Reistad helt andre tanker for gæsterne. Nordmanden var i en klasse for sig og med sine ni mål, var hun en vigtig faktor i, at hjemmeholdet kom sejrsrigt ud af opgøret med 34 – 31.
På intet tidspunkt i kampen var Team Esbjerg bagud. Dette må siges at være en god statistik, men den var ikke med til at fortælle, hvor tæt kampen egentlig var. Gæsterne fra Søhøjlandet kæmpede indædt gennem opgøret og kunne også have sluppet af sted med point.
Første halvleg begyndte med Team Esbjerg i den dominerende rolle. Rikke Poulsen havde mange fine indgreb, men i offensiven kom der flere tekniske fejl, og det førte til, at værterne ikke kunne få taget en større føring. Den lå hele tiden på omkring de to-tre mål, men kunne – med mere skarphed – have været på fem eller seks.
Grundet skader til Marit Røsberg Jacobsen, Vilde Mortensen Ingstad og Estavana Polman, samt en syg Line Myers var bredden kommet på prøve. Beyza Türkoglu måtte dække ind på Røsbergs højrefløj, og på trods af at være højrehåndet, kom tyrkeren ud med fem mål efter de første 30 minutter.
– Vi ved godt, at hun også er en af dem med høj kvalitet, så vi var ikke bange for at smide hende ind. Hun var lidt mere udfordret i den defensive del, hvor vi er vant til at have ligaens bedste på den position, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Det lykkedes ikke Team Esbjerg at trække afgørende fra Silkeborg-Voel i første halvleg. Mulighederne var der ellers. Ved stillingen 15 – 10 kunne hjemmeholdet stikke en kniv i siden på gæsternes drømme om point, men fejlene sneg sig ind på et uheldigt tidspunkt.
Det samme skete også efter pausen. Fem gode minutter førte til en føring på 20 – 15, men igen kom fejlene.
– Vi lavede for mange individuelle fejl, hvor vi tabte hovedet i et kvart sekund, og dem havde vi rigtig mange af. Det skete ved 15 – 10, hvor vi egentlig syntes, at vi havde kampen i vores hule hånd, så lavede vi lige tre-fire fejl, og så kiggede vi op på tavlen, og der stod 15 – 13, hvilket var unødvendigt. Og det samme skete også i anden halvleg, hvor vi tænkte, at “nu går det nok”. Det skal vi simpelthen være dygtigere til, sagde Jesper Jensen og tilføjede, at det var muligvis den kamp, hvor han har været mest frustreret.
For der var mange gode momenter i spillet. Det sås tydeligt i perioder i anden halvleg, hvor en bagkæde bestående af Kristine Breistøl, Henny Reistad og Mette Tranborg rykkede rundt med gæsternes forsvar. Men så ramte Team Esbjerg en af de perioder igen.
Silkeborg-Voel endte med at få kontakt på 26 – 26, og en mindre overraskelse lurede. Lige indtil Henny Reistad sagde stop. Nordmanden havde inde haft en glimrende kamp, men i de sidste 10 minutter satte hun ikke en fod forkert. Sammen med landskvinden Breistøl fik de skabt et nyt forspring, der denne gang holdt kampen ud. Og det var ikke kun Blue Water Dokken, som Henny henrykkede i aftes.
– Det var fedt at se. Vi ser det til træning gang på gang, så jeg vil ikke sige, at det var overraskende, men det var dejligt, at det kom. Vi så det også lidt mod Holstebro. Jeg syntes ikke, at hun har haft en kamp indtil videre, hvor hun har været under middel, sagde Jesper Jensen.
På søndag kan Henny Reistad igen komme i fokus, når hun sammen med resten af Team Esbjerg skal møde Buducnost BEMAX fra Montenegro i DELO EHF Champions League. Det opgør går i gang klokken 14 i Blue Water Dokken.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Silkeborg-Voel KFUM 34 – 31 (16 – 14)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 9, Beyza Türkoglu 6, Kristine Breistøl 5, Mette Tranborg 5, Sanna Solberg 3, Michala Møller 2, Annette Jensen 2, Kaja Kamp 1, Marit Malm Frafjord 1.
Topscorer Silkeborg-Voel KFUM: Ann Grete Nørgaard 7.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
Silkeborg-Voel KFUM: 2
1854 tilskuere i Blue Water Dokken.