Team Esbjerg i total kontrol mod modløse Buducnost

26/09 - 2021

Udfaldene var få og højdepunkterne mange for Team Esbjerg, da de søndag eftermiddag tog en sikker sejr over montenegrinske Buducnost BEMAX i DELO EHF Champions League på hele 35 – 20. På intet tidspunkt var der tvivl om, hvor de to point skulle hen.

Sammen med resten af Blue Water Dokken var Team Esbjerg tændt fra start. De var hurtige til at få sig et forspring på måltavlen i kampens indledning, og det førte også til, at gæsterne tog en hurtig timeout. Det hjalp dog ikke meget på spillet for Buducnost, der havde store problemer med at spille sig gennem forsvaret. Og når de endelig gjorde, stod Dinah Eckerle ofte i vejen. Hun endte også med en redningsprocent på næsten 37.

Det flotte forsvar med næsten med til at smitte af på offensiven, der med fart spillede sig til fine chancer. De blev også kynisk udnyttet, og med en pausestilling på 16 – 10 til Team Esbjerg tegnede der sig et billede af, at det ville blive til to point denne søndag. For faktisk skulle føringen i pausen have været større.

Dominansen fortsatte i anden halvleg. Især i indledningen skruede Team Esbjerg op for tempoet i begge ender, og føringen blev kun større som kampen skred frem. Midtvejes kæmpede værterne for at få føringen op på 10 mål, og da det endelig lykkedes sank skuldrene ned på Buducnost.

Håbet var ude for dem, og da Team Esbjerg gik fra en føring på 28 – 18 til 33 – 18, blev det også til modløshed for montenegrinerne, der intet svar havde på den tunge og stærke Team Esbjerg-maskine, der ikke havde samme udsving tidligere.

– Jeg følte, vi var i kontrol men havde også tidligere erfaringer i baghovedet. Jeg syntes, vi var bedre i dag, og derfor skal spillerne også have stor ros i dag, for at være klar fra start og ikke have de små udsving i spillet. Det betød, at Buducnost virkelige skulle arbejde for deres mål, og det hjalp også Dinah til at stå en rigtig flot kamp, sagde Jesper Jensen efter kampen.

At sejren blev så stor, havde cheftræneren ikke regnet med. Planen var at lukke ned for gæsternes tekniske kunnen i offensiven, og det blev en succes. For med fysikken på Team Esbjergs side, så kom Buducnost til kort. Det skal dog ikke forventes, at det nu bliver nemt i Montenegro.

– Jeg syntes dog, at vi på papiret har et bedre hold. Vi havde flere våben at arbejde med, for deres individualister er ikke så gode som vores. Når det så er sagt, så bliver det en svær kamp igen, når vi kommer derned, for selvom vi vandt stort i dag, så bliver deres samarbejde skarpere, hvis det bliver en tæt kamp dernede, sagde cheftræneren.

Der går dog lidt tid, før Team Esbjerg skal til Balkan. I første omgang kommer Nykøbing Falster Håndbold forbi på onsdag, hvor der skal spilles kvartfinale i Santander Cup.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Buducnost 35 – 20 (16 – 10)

Målscorere Team Esbjerg: Beyza Türkoglu 6, Mette Tranborg 5, Marit Malm Frafjord 5, Henny Reistad 4, Kaja Kamp 3, Michala Møller 3, Kristine Breistøl 3, Annette Jensen 3, Sanna Solberg 2, Line Myers 1.

Topscorer Buducnost BEMAX: Ivona Pavicevic 5.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2.

Buducnost BEMAX: 4.

1783 tilskuere i Blue Water Dokken.