Familie og arbejdsglæde betyder alt for Jesper Jensen

30/10 - 2021

Jesper Jensen har forlænget sin aftale med Team Esbjerg yderligere to sæsoner, så den nu varer til 30. juni 2024. Han blev ansat som assisterende cheftræner i januar 2017 og tog over som cheftræner fire måneder senere i den klub, hvor han selv spillede i perioden 1996-2000.

Den 44-årige håndboldprofil har siden marts 2020 tillige været i spidsen for kvindelandsholdet, og dobbeltfunktionen har vist sig holdbar for både ham selv og familien bestående af Lotte Haandbæk og parrets tre børn.

– Dette er udpræget en familiebeslutning. Jeg vil ikke negligere, at det kan være hårdt at varetage begge job, og derfor er det min families mavefornemmelse for, om det er det rigtige, som har været afgørende for min beslutning om at forlænge med Team Esbjerg. Jeg har selv en hverdag, der gør mig glad, i en klub, der giver mig udfordringer, og jeg føler, at jeg hver dag kommer hjem som et bedre menneske. Det er ikke penge og prestige, der driver det, siger Jesper Jensen.

De sportslige meritter omfatter to danske mesterskaber, en sejr i Santander Cup og kvalifikation til kvartfinalen i DELO EHF Champions League i 2020, inden coronapandemien afbrød alle turneringer. Jesper Jensen vægter også præstationer under vanskelige forhold højt, som da holdet var bagud 3-9 og med fire mål ved pausen i semifinalen i Final4 mod FC Midtjylland i 2017, men endte med at vinde og senere sikre sig pokaltitlen i Jysk Arena i Silkeborg, og da et stærkt amputeret mandskab var tæt på at slå Odense Håndbold i semifinalerne i ligaen året efter.

– Jeg synes, vi har nået meget i de seneste sæsoner, og at vi har fået flyttet hele projektet og træningskulturen, så spillerne udefra har lyst til at være en del af Team Esbjerg. Den stærke træningskultur, relationerne, og at vi henter mennesker lige så meget som håndboldspillere til klubben, skaber grobund for glæde og motivation, også i sæsoner, hvor alt ikke udvikler sig, som vi gerne ville. Spillerne kan mærke, at de alligevel udvikler sig, siger Jesper Jensen.

Mette Tranborg er en af de spillere, der har nydt godt af Jesper Jensens ledelse.

– Først og fremmest er Jesper en vildt dygtig håndboldtræner, taktisk og med sin evne til at se spillet og sætte det op. Og så går han meget op i, at alle har det godt, både individuelt og som hold. Det sætter både mine holdkammerater og jeg stor pris på, siger Mette Tranborg.

Jesper Jensen ser frem til at fortsætte udviklingen af både spillere, hold og klub i de næste sæsoner. Hvad der i hans første sæsoner forekom urealistisk, at nå Final4 i Champions League, er nu ikke længere helt så uopnåeligt. Det danske mesterskab er dog fremdeles en høj prioritet i arbejdet med holdet.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen betegner det som en god nyhed for Team Esbjerg, at samarbejdet med Jesper Jensen er forlænget med to år efter udramatiske forhandlinger.

– Da vi havde snakken om den første kontrakt, sagde Jesper Jensen som noget af det første, at Team Esbjerg er Jesper og Lottes klub, og det har ikke ændret sig over årene. Denne gang udbad Jesper sig en pause i snakken om kontraktforlængelse oven på coronatiden med tomme haller og nye spillere, der ikke havde mærket familiefølelsen i klubben. Da den rigtige fornemmelse vendte tilbage, da var der ikke nogen tvivl, og vi er stolte af, at han har valgt at fortsætte frem til 2024, siger Bjarne Pedersen.

Han fremhæver sin cheftræner som en fantastisk personlighed inden for sin sportsgren og et menneske, der 100 procent engagerer sig i opgaven, også selv om han passer sine opgaver for DHF ved siden af. De menneskelige kvaliteter betyder meget i klubben, hvor ånden er at hjælpe hinanden på alle niveauer.

– Derfor ser vi også Jesper tage en tjans med at være med til at lægge tv-gulv op til en Champions League-kamp. Både for nuværende og nye spillere giver det ro, at vi nu har cheftræneren på plads frem til 2024, siger Bjarne Pedersen.