Alt passer bare sammen for Marit Røsberg Jacobsen
21/11 - 2021
Marit Røsberg Jacobsen kom i foråret for tredje sæson i træk på Årets Hold i Bambusa Kvindeligaen, og hun er tidligere kåret som Årets Spiller i Danmark.
En spiller af den høje kvalitet har Team Esbjerg en naturlig interesse i at fastholde, og da den 27-årige højre wing fra Narvik i Nordnorge fortsat er yderst tilfreds med at være i klubben, lå det lige for at forlænge samarbejdet med to sæsoner til 30. juni 2024. Hun kom til Esbjerg i sommeren 2018 fra Byåsen HE i Trondheim.
– Det er mange af de samme begrundelser, som da jeg senest forlængede kontrakten. Team Esbjerg er et meget godt sted at være med en dygtig træner, et fantastisk sammenhold mellem spillerne både på og uden for banen og et godt miljø omkring holdet. Klubbens ambitioner er store, og det er mine også. Min kæreste har det rigtig fint og er glad for sit job. Det hele passer bare sammen, siger Marit Røsberg Jacobsen.
Cheftræner Jesper Jensen har tidligere betegnet hende som den bedste højre fløj i den danske liga, og det har ikke ændret sig. Og så er hun bare et godt menneske.
– Trivsel og menneskelig respekt betyder enormt meget for Røsberg, også i forhold til at præstere. Hun er udstyret med et stort retfærdighedsgen. Håndboldmæssigt har hun gennemgået en gigantisk udvikling, hun er en af sin positions bedste på verdensplan, og hun er med afstand den bedste højre fløj i ligaen. Når man kårer de bedste spillere, måler man dem på angrebsspillet, men hun er en endnu dygtigere forsvarsspiller. Marit er meget bevidst om sine udfordringer, sine styrker og svagheder, og hun ville være bedre rustet nu end for to år siden til at ”komme til udlandet”. Men hun vil også have godt af at videreudvikle sig her, siger Jesper Jensen.
Også udviklingen på det norske landshold har bevæget sig i den rigtige retning for Marit Røsberg Jacobsen. Landstræner Thorir Hergeirsson giver hende mere og mere spilletid, og hun føler, at hendes rolle vokser på et af verdens bedste landshold. Tælleren står på 83 landskampe og 143 mål inden VM i Spanien i december, hvor forventningerne til medaljer som altid er skyhøje. Det store langsigtede mål er OL i 2024 i Paris.
– Med Team Esbjerg går vi selvfølgelig efter det danske mesterskab og har store ambitioner i Champions League. Personligt har jeg et ønske om, at vi kvalificerer os til Final4 og dermed toppen af Europa. Det tror jeg på, at vi kan. I de næste sæsoner håber jeg, at vi kan etablere os i den europæiske top som en klub, alle regner med, siger Marit Røsberg Jacobsen. I tæt samspil med holdkammeraten Annette Jensen studerer Marit på Syddansk Universitet en kandidatuddannelse i Idræt og Sundhed, som de forventer at færdiggøre i sommeren 2022. Imens passer kæresten Fredrik sit job i finansafdelingen ved Viking Life-Saving Equipment i Esbjerg. Parret trives i en by, der har meget, blandt andet en passende størrelse.