Jesper Jensen er Årets Esbjergenser 2021
26/01 - 2022
Det var en overrasket, men glad og stolt klubtræner, Jesper Jensen, der i mandags blev overrasket i Blue Water Dokken af Ugeavisen Esbjerg, der kunne fortælle Jesper, at han er blevet valgt som Årets Esbjergenser i 2021.
Titlen som Årets Esbjergenser er en anerkendelse til en borger, der med sine evner, ideer, og handlinger har gjort Esbjerg til et bedre sted at være for esbjergenserne. Der kan være tale om en enkeltstående bedrift, handling eller succes til gavn og glæde for Esbjerg og mange esbjergensere. Der kan også være tale om et årelangt virke eller ligefrem et livsværk af stor betydning for byen og byens borgere.
I år var der nomineret 30 kandidater til titlen, men valget faldt på Jesper Jensen på baggrund af de fornemme resultater, som Jesper har opnået for Team Esbjerg og for det danske kvindelandshold i håndbold.
Dommerkomiteen, der bl.a. bestod af Jens Jørgen Bertelsen, Kent Kirk, Morten Hahn-Pedersen og Camilla Pedersen var alle enige om, at Jesper Jensen var den rette person blandt de nominerede, og lagde bl.a. vægt på Jespers moderne professionelle lederstil, væsen og væremåde, og den respekt Jesper nyder blandt både spillere og ledere.
Om titlen udtaler hovedpersonen sig; – Det er stort for mig at blive Årets Esbjergenser, og det er en fornem æresvæg at komme med på. Jeg har set de navne, der er på væggen. Det er en ære for mig at komme med der, og jeg er glad for den anerkendelse, titlen som Årets Esbjergenser er udtryk for. Men vi er mange bag succesen i Team Esbjerg, og der er også mange bag landsholdet, jeg gerne vil dele anerkendelsen med, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg ønsker Jesper Jensen tillykke med den flotte titel som Årets Esbjergenser 2021