Unik mulighed venter Team Esbjerg i Montenegro
04/02 - 2022
Tilbage i september vandt Team Esbjerg stensikkert over Buducnost Bemax på hjemmebane i DELO EHF Champions League. Sejren lød på hele 35-20 i dansk favør, og siden har de to klubber også nydt to lidt forskellige skæbner. Mens Team Esbjerg har vundet alt, så er det kun lykkedes montenegrinerne at tage én sejr i de syv kampe. På trods af det, er cheftræner Jesper Jensen sikker på, at det ikke bliver lige så let som seneste opgør.
Buducnosts sejr kom over Brest Bretagne på hjemmebanen, og derfor kan man ikke tage noget for givet, selvom Team Esbjerg kommer ind med masser af selvtillid fra tre storsejre i de seneste kampe.
Tabellen siger dog noget helt andet. Værterne fra Balkan har fået to point i dette års udgave af DELO EHF Champions League, og derfor er dette måske den største mulighed for at tage de to point, der skal til for at kvalificere sig til kvartfinalen. For i de næste to runder venter Brest Bretagne og CSM Bucuresti, hvoraf rumænerne har hjemmebane. Cheftræneren er dog mere fåmælt omkring den store chance.
– Det er svært at sige, at dette er vores største mulighed for det. Det kommer lidt an på, hvordan kampen udvikler sig, og hvordan den falder ud. I forhold til tabellen, så det det nok nu, men det er tre svære kampe. Sidste opgør mod Buducnost ramte vi alt. Siden har de fået mere erfaring på et ungt hold, og de er kommet et skridt tættere på, og har spillet tætte kampe, siger Jesper Jensen.
Vejen frem til de to point skal komme gennem en koncentreret indsats, fortæller cheftræneren videre. Gerne fra samme skuffe, hvor de tre seneste opgør kommer fra. Her har en disciplineret indsats i første halvleg ført til store føringer, hvorved rotationen har kunne køre kampene hjem uden problemer.
Dette har også ført til en frisk trup, der tager afsted mod Montenegro, selvom kampene er kommer som perler på en snor.
Men det har ikke været uden skår. Skader har sneget sig ind hist og her, og det er også en decimeret trup, som skal gå efter sejren. Det stiller store krav til spillerne, men også staben, som skal sørge for, at ingen af spillerne lider overlast, da sæsonen langt fra er færdig.
– Spillerne føler sig friske, og det er lykkedes os at fordele spilletiden jævnt mellem dem alle. Det skal vi blive ved med mod Buducnost. Vi skal fordele ressourcerne hen over hele kampen, for at få de to point med hjem, siger Jesper Jensen.
Samtidig påpeger han, at rejsen også kommer til at spille en birolle i kampen afvikling. Heldigvis vil kampen ifølge Jesper Jensen blive spillet uden tilskuere, og dermed uden det store Balkan-pres, som unægteligt ville være kommet fra lægterne.
Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League Gruppe A mod Buducnost Bemax lørdag 5. februar kl. 18.00 i S.C. Moraca, Podgorica:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Henny Reistad, Annette Jensen, Michala Møller og Mette Tranborg.