Tankerne ligger allerede hen mod næste weekends Final4
19/02 - 2022
Hverken Team Esbjerg eller CSM Bucuresti har noget af spille for i den sidste runde af gruppespillet i DELO EHF Champions League. Begge er sikret deres placering som henholdsvis første- og femteplads. Dette kan føre til, at de to hold igen mødes senere i en eventuel kvartfinale, men i første omgang skal dette – på papiret betydningsløse – opgør spilles.
Selvom ingen af holdene vil kunne bruge en sejr til noget, så giver to point mentalt styrke. Sejre avler sejre, har cheftræner Jesper Jensen tidligere udtalt, og det bliver naturligvis også et mål for Team Esbjerg. Modstanderen er også af sådan en kvalitet, at selv hvis det ikke skulle blive til en sejr, får holdet en værdifuld erfaring, som de vil kunne tage med senere.
– De minutter vi kommer til at spille, gør vi for at blive dygtigere. Det bliver en fantastisk kamp at spille, men vi kommer ikke til at gå all in, for så at sætte også i et fly hjem og få en dårlig opladning til næste kamp. Vi har tre kampe inde for de næste seks døgn, og det er klart, at denne betyder mindst. Men bare fordi ingen af spillerne kommer til at spille to gange 30 minutter, så er det ikke ensbetydende med, at vi ikke kan vinde. Vi har en dygtig trup bestående af 15 spillere, der har forskellige kompetencer, men vi skal stadig præstere, for at vinde, siger Jesper Jensen.
CSM Bucuresti blev sendt hjem i det første opgør med et smalt nederlag på et. De førte ellers med to, da der resterede fem minutter af opgøret, og derfor følte Team Esbjerg sig heldige med at få de to point.
Men spillet den dag var til stede. De kom frem til mange chancer, men de blev brændt. Derfor håber Jesper Jensen på, at holdet vil kunne finde samme spil frem, hvor de bare viser en større kynisme foran målet.
– Den måde vi spillede på, var fin. Den skal vi bare have kopieret og tage med til Rumænien. Bare med en højere scoringsprocent. Vi var heldige i den første kamp, og vi burde nok have ført efter de første 55 minutter af opgøret, men det viser også, at CSM Bucuresti er et hold bestående af spillere i verdensklasse, siger cheftræneren.
Som tidligere nævnt har holdet allerede stor fokus på kampene efter denne. Horsens Håndbold Elite er begyndt at røre på sig, og de slog Viborg HK i sidste måned på udebane. Samtidig begynder Final4 på hjemmebanen i Blue Water Dokken næste weekend, hvor Herning-Ikast Håndbold venter i semifinalen.
Derfor bliver dette opgør med disse in mente, og det erkender holdet også. Der er ingen grund til at satse, når der er vitale point og en mulig pokal på spil om få dage.
– Når vi har et Final4 om en uge og Horsens på udebane på onsdag, så bliver det med stor omtanke, vi spiller. Der er naturligvis en stor værdi i at fortsætte denne ubesejrede stime, vi er inde i, men jeg kan ikke sige, hvordan dette opgør bliver, for Bucuresti har heller ikke noget at spille for, understreger Jesper Jensen.
Da holdene er sikre på at ende på første- og femteplads i Gruppe A, så er det også sandsynligt, at de kan møde hinanden i kvartfinalen. Team Esbjerg skal nemlig møde vinderen af ottendedelsfinalen mellem CSM Bucuresti og fjerdepladsen fra Gruppe B, som kan blive CSKA Moskva eller Odense Håndbold. Men det får ikke Jesper til at kigge for langt frem.
– Der er et stykke tid til kvartfinalen, og det er lidt 50-50, om det bliver dem, vi skal møde. Vi tager ikke derned for at skjule noget. Vi spiller med det, vi kan, men naturligvis holder vi lidt igen rent fysisk, siger Jesper Jensen.
Holdet drager afsted mod Rumænien med et fuldt hold. Alle 15 spillere er klar til kamp, og derfor kommer bredden højst sandsynligt i spil igen.
Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League Gruppe A mod CSM Bucuresti søndag 20. februar kl. 14.00 i Sala Polivalenta, Bukarest:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Kaja Kamp, Marit Malm Frafjord og Vilde Mortensen Ingstad
Bagspillere: Kristine Breistøl, Henny Reistad, Annette Jensen, Michala Møller, Estavana Polman, Line Myers og Mette Tranborg.