Røsberg og Jensen tilbage i Santander Cup-sejr

15/05 - 2022

Santander Cup-kampen mod Hadsten Håndbold var på ingen måder en formalitet, inden kampen gik i gang, men sejren endte med at komme hjem på sikker vis for Team Esbjerg. Det vigtigste var næsten, at både Annette Jensen og Marit Røsberg Jacobsen igen fik masser af spilletid i benene, hvilket giver holdet flere muligheder hen mod sæsonens sidste kampe.

På onsdag venter anden semifinalen i Bambusa Kvindeligaen, og selvom klubberne gerne vil være med i begge turneringer, så er danmarksmesterskabet af lidt større betydning, da det er adgangsbilletten til EHF Champions League Women.

Derfor var det ikke helt optimalt, at der var sat en Santander Cup-kamp ind i skemaet mellem de to semifinale, men kampen forløb uden de store problemer. Hurtigt lykkedes det Team Esbjerg at opbygge en føring i første halvleg, der langsomt blev udbygget.

De to hold gik til pause med 14-20 til esbjergenserne, og i anden halvleg faldt Hadsten Håndbold sammen. Gæsterne ramte en periode, hvor de udbyggede føringen med 10 yderligere mål, og der var ikke meget mere at spille for.

Derfor blev øjnene rettet mod onsdag, hvor holdet tager til Viborg. En sejr vil sende holdet til finalen, og den har stor betydning for holdet.

– Det var lidt som en træning. Kampen var knap så hård, men så havde vi rejsen herop, så det går nok lige op. Vi havde en god træning lørdag, og får en igen mandag, og så er vi klar til på onsdag, sagde Jesper Jensen.

Der var også rig mulighed for at give vital kamptræning til både Annette Jensen og Marit Røsberg Jacobsen, der begge har siddet ude gennem en længere periode. Især for sidstnævnte har det været hårdt, men i dag fik hun hen mod 45 minutter i benene, og hun følte sig klar til at give holdet noget igen.

– Det var fedt at komme i gang igen. Virkelig dejligt. Når man har siddet ude i så lang tid, så savner man det da lidt, sagde fløjspilleren, der stod for fire mål.

Hvem Team Esbjerg skal møde i næste runde i deres forsvar af pokalen er endnu uvist.

Kampen i tal:

Hadsted Håndbold – Team Esbjerg 21-38 (14-20)

Målscorere Team Esbjerg: Kaja Kamp 5, Michala Møller 5, Beyza Türkoglu 5, Marit Røsberg Jacobsen 4, Henny Reistad 4, Vilde Mortensen Ingstad 4, Mette Tranborg 3, Sanna Solberg 3, Marit Malm Frafjord 2, Kristine Breistøl 2, Annette Jensen 1.

I Vestjysk Bank Arena.