Nervøsiteten er væk inden guldbraget i Odense
23/05 - 2022
Neglene er ved at vende tilbage igen, efter den nervepirrende afslutning på semifinalen i Viborg, hvor Team Esbjerg fik en sejr, der sendte dem i finalen i Bambusa Kvindeligaen. Her står Odense Håndbold, der vandt sin semifinale over Herning-Ikast Håndbold, og derfor bliver det grundspillets første- og andenplads, der mødes i kampen om DM-guldet.
I modsætning til Team Esbjerg skulle fynboerne ud i tre kampe, før de kunne løfte armene op i jubel. Forløsningen var stor for begge mandskaber, hvis erklærede mål er at spille med om guldet.
Det første opgør er på tirsdag i den fynske hovedstad, og det bliver to hold, der kommer til at spille mere frit, spår cheftræner Jesper Jensen, netop fordi der er tale om en finale.
– Det bliver en intens men god kamp på tirsdag. Det er to hold, som var meget nervøse i semifinalerne, så jeg tror, det bliver to hold, som har fået sænket deres skuldre og bare klør på til kampen. Derfor tror jeg også, at det bliver individualisterne, der kommer til at afgøre kampen, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg har måttet vente med at finde ud af, hvem der modstander blev. Odense spillede som tidligere nævnt tre kampe, og i lørdags vandt de den sidste kamp over Herning-Ikast Håndbold.
Et ekstra opgør, som samtidig er en alt eller intet-kamp, kan sidde i benene i længere tid, men det tvivler Jesper Jensen på er tilfældet i denne omgang.
– Det kan have betydning, men det tror jeg ikke på, det gør i denne kamp. Odense har kun haft slutspillet at tænke på i den seneste tid. Hvis det derimod var os eller Viborg, som har haft europæiske kampe ved siden af, ville det nok have været anderledes. Derfor tror jeg på, at de har masser af energi at tage af, siger cheftræneren.
At modstanderen bliver Odense i finalen, har allerede en betydning for næste sæson. Team Esbjerg er dermed nemlig – næsten – sikret en plads i EHF Champions League Women uanset resultatet af finalen.
Samtidig spiller fynboerne også på en måde, som passer bedre til esbjergenserne, og derfor bliver det to kampe, der vil få alle håndboldelskere til at gå i staver.
– På en måde står Odense bedre til os. Vi har haft svært ved Viborg i denne sæson, som har haft et godt tag på os. Odense har samme stil som os, så det bliver altid lige, når vi møder hinanden, siger Jesper Jensen.
Skader er der ingen af, og derfor er det 14 friske kvinder, der tager til Odense for at skrive et nyt eventyr.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen finale, kamp 1 mod Odense Håndbold tirsdag den 24. maj kl. 20.30 i Odense Idrætshal:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Annette Jensen, Line Myers, Michala Møller, Henny Reistad og Mette Tranborg.